Laermedheste.dk

Tak Stella fordi jeg sammen med dig kunne erfare at der ALTID er en vej. Uanset hvor håbløst og umuligt noget kunne se ud, var der muligheder. Måske lang og en anelse kringlet, men den var der. Mennesker vi mødte på vores vej. Ideer der dukkede op. Nye strategier der kunne afprøves. Det var ligesom ikke en option at give op. Måske tog det lang tid. Måske var det bøvlet. Måske kostede det penge. Måske var der nogle kameler der skulle sluges…

Dette billede af hvor vi river hø sammen på marken, betyder noget helt særligt for mig. Det der med at være til nytte i landbruget med heste, var med til at kickstarte min rejse med dig. Og holy moly sikke en rejse. Når de to blinde tager på tur, er der lagt i kakkelovnen til det helt store show. Ingen af os anede noget om at køre med vogn – og det viste sig jo at jeg heller ikke var helt så klog på heste som jeg troede. Heldigvis var der ingen af os der døde undervejs, men det var tæt på. Sådan føltes det i hvert fald. Heste der løber fra noget der er spændt fast til dem, løber ret stærkt. Så tænk sig at vi knap 10 år efter vi mødtes kunne dette. Så er alt muligt. Hvis man er villig til at gå vejen.

Mulighedskasketten den har jeg taget til mig. 

Og jeg har igen og igen hørt mig selv sige. 

Der ER en vej. 

Det ved jeg. 

Fordi det har jeg besluttet mig for. 

Punktum.

Kære Stella. Tusind tak for alle de skønne steder du tog mig med til igennem årene. Vi startede faktisk med at tage en uge til Rømø sommeren 2002 – altså dengang vi boede på Sjælland og det var lidt vildt synes jeg. At man bare ringede til en vognmand og bad ham om at køre ens hest til den anden ende af landet fordi det kunne man tænke sig. Men det gjorde vi, godt hjulpet på vej at nogle tossede hestetøser vi havde mødt på vores vej. Sommeren efter tog vi 2 uger til Tyskland på camp. Hvor crazy er det lige. Men det gjorde vi – og så var stilen ligesom lagt. Så var der jo ikke så langt at springe da muligheden bød sig og vi kunne komme med til Schweiz i 2004. 

Jeg var på rejse med dig og på en eller anden måde var jeg aldrig i tvivl om hvad vi skulle. Når det næste skridt bød sig var jeg klar – med dig ved min side. Fra Schweiz tog vi til Als hvor vi slog os ned. Mit eneste krav til hvor vi skulle bo var en hektar jord så der var plads til at du også kunne bo der. Først tog jeg godt nok lige et smut til Florida for at lære lidt mere om heste, men der fik du lov til at blive hjemme.

Når jeg kigger tilbage på den indre rejse der foregik imens du tog mig med rundt i verden bliver jeg virkelig ydmyg og taknemmelig. Alle de ting jeg gjorde og forsøgte at lære var for din skyld. Jeg var på det tidspunkt blevet klar over at jeg ikke var guds gave for en hest. Jeg ville være det bedst mulige menneske jeg kunne være for dig. Og ved du hvad jeg opdagede en dag? Jeg var efterhånden også blevet et meget bedre menneske også for mig. Tænk sig at møde nogen der kan lære én at være god for sig. Så bliver det ikke meget større.

Kære Stella. Tak fordi du lærte mig at man kan gøre noget med følelser. 

Det startede med at jeg lærte at høre det du fortalte mig om hvordan du havde det. Hvordan dine bevægelser og udtryk beskrev din oplevelse af nuet. Øjnene, ørerne, mulen, halsen, ben, hud, muskler, hale. De mængder af information jeg kunne indsamle når jeg begyndte at iagttage dig fra dette sted: Hvordan har du det og hvordan kan jeg hjælpe dig?

Jeg lærte hvordan jeg kunne hjælpe dit system med at falde til ro. Hvilke øvelser, hvor mange gentagelser, hvilken intensitet. Konstante tilbagemeldinger om at jeg var der sammen med dig og at du gjorde det så godt. Lige så langsomt begyndte ‘dine skuldre’ at slappe af og give plads til den dybe vejrtrækning. 

Du blev en helt anderledes hest at være sammen med efterhånden som dit system faldt til ro. Du begyndte at kunne høre de små signaler og det der før havde været tungt og svært blev legende og let. Du bevægede dig nærmest for tanken. Det du lærte ting fra dag til dag. Du begyndte at udstråle noget der smittede i verden. Det var som om dit nervesystem kunne mærkes på lang afstand. 

Der skete også noget med mig i den proces. Jeg blev efterhånden klar over at følelser ikke var noget ‘for evig’ noget. Når du kunne lære at blive ok med noget kunne jeg måske også? 

Hestevognen var en milepæl i den sammenhæng. Jeg var forståeligt nok blevet bange for at spænde ting efter dig efter du havde løbet med både vogn og harver. I Schweiz lavede vi masser af forberedende øvelser fx med bomme langs siderne og ‘farlige’ ting bag dig. Det var godt at vi havde tid og ikke skulle skynde os. Hver dag nærmede vi os ganske langsomt målet ved at håndtere de enkelte ingredienser. 

En dag sagde min læremester at nu var vi klar til at spænde vognen for. Mit hjerte stod helt stille. Samtidigt med at jeg kunne mærke spændingen boble indeni. Jeg ville ikke og alligevel ville jeg helt vildt gerne. Med hans hjælp kom vi til at køre med hestevogn. Du blev ok og jeg blev ok. 

For mig er det blevet et symbol på at alt er muligt. Hvis man er villig til at gøre det der skal til er der ingen begrænsninger for hvad vi kan her i livet. Og efterhånden som man opbygger en kapacitet i forhold til at håndtere sine og andres følelser kan man blive medspiller i stedet for modspiller på livets vej.

Tak Stella fordi du lærte mig værdien af at have egne mål. Vejen dertil var fyldt med bump, usikkerhed og følelsen af tomhed. Men oplevelsen af at være hele mig på den anden side gjorde vejen meningsfuld.

Ambitioner er en mærkelig størrelse. Det er svært at eksistere med – men også uden 🤔 For mange – eller måske de forkerte – ambitioner kan resultere i en konstant oplevelse af at være under pres – imens for få kan give os følelsen af forladthed og kollaps. 

Jeg kender begge dele. Jeg overtog en masse ambitioner af dem der underviste os i starten. Når vi kan det og det og det så er vi gode (nok). Da jeg på et tidspunkt satte dig fri og droppede drømmen om at ville kunne alle disse ting føltes det som at lande i et stort tomrum. Jeg mistede retningen og lysten til at lave noget som helst med heste. Troede jeg. 

Men så pludselig en dag opdagede jeg at vi gjorde alle mulige forskellige ting sammen. Pludselige indskydelser jeg fulgte eller noget der bare opstod. Fik besøg af børn, du kom med i skole, vi begyndte at trække træ i skoven, fandt på at lave hestelejre, tussede rundt på folden sammen og fik ungheste på dannelsesophold. Uden konkrete mål og ambitioner begyndte vi at leve livet sammen. Måske begyndte jeg oven i købet at lytte lidt til dig.

Det føltes i hvert fald som om du fik mere og mere at skulle have sagt. Din stemme blev ligesom tydeligere. Jeg betǵyndte langsomt at opdage at det var vigtigere at være end at blive. Og at menneskene havde mindst lige så meget at lære som hestene.

Målet blev efterhånden helt tydeligt:

Mærk dig, din hest og hinanden <3

Tag vare på dig, din hest og hinanden <3

Det handler om at være sammen <3

Billedet er fra et fødselsdagskort jeg fik fra en kollega da jeg blev 30 år. Vi havde sammen lavet et arrangement hvor jeg for en flok børn tegnede og fortalte om heste med Stella ❤️

Tak Stella fordi du hjalp mig med at forstå at alle har ret til at opdage deres særlighed. Og ikke mindst tak fordi du hjalp mig med at opdage min. 

Jeg havde i mange år vældig travlt med at få dig til at gøre alt muligt jeg synes var vigtigt. Eller som de mennesker jeg lærte af synes var vigtigt. Som fx at løbe i galop på en volte. Eller løbe sidelæns i galop. Troligt stod du model til alt muligt som var tæt på umuligt for en sød fjordhest som dig. 

Samtidig var der alle mulige ting vi kunne sammen som jeg i mange år tog for givet. Fx cyklede vi ofte når vi skulle langt væk fordi jeg ingen trailer havde. Du gik i haven og græssede fordi jeg vidste at du ikke løb din vej. Og alle kunne gå med dig eller sidde på din ryg og føle sig trygge. 

Heldigvis kom den dag hvor jeg indså din særlighed og jeg droppede alle de andre crazy planer. Du fik lov til at være den helt særlige Stella der kun er en af i verden. Som kunne trylle med mennesker. Inden man havde set sig om havde du taget bolig i deres hjerter. Store som små følte de sig trygge i dit selskab. 

Ikke at man fik alting foræret, men det foregik på en næsten umærkelig måde når du undersøgte om de havde hjertet med. Hvis man fx havde lyst til at ride i trav men alligevel var lidt utryg var du umulig at få op i tempo. Jeg husker også den dag da du hjalp en dame med at opdage at det var HENDE der var bange for traileren og ikke dig. 

Sammen med dig blev det utænkeligt at ikke alle havde ret til at være lige dem de var. Du var i stand til at møde alle. I stedet for at føle sig anderledes følte man sig særlig i dit selskab. 

Af dig lærte jeg værdien af at have det lige som man har det. Noget af min særlighed har jeg opdaget er, at jeg er rigtig god til at skabe rum for mennesker og heste hvor der er plads til lige netop det. At man kan have det som man har det. Det er særligt <3

Tak Stella fordi du lærte mig værdien af fællesskaber – både for heste og mennesker. Flokkene du levede i var meget forskellige, men du elskede dem alle. Men det var svært når du blev lukket sammen med nye heste. I starten stod du ofte i et hjørne for dig selv og håbede ligesom på at ingen fandt på at tage kontakt med dig. I Schweiz blev du venner med floklederen Holly. Det gav noget selvtillid og lige så langsomt begyndte du at eksperimentere med at lægge ørerne tilbage og se sur ud. 

Det blev tydeligt for mig hvor stor en udvikling du gennemgik i den forbindelse. Som om du efterhånden lærte at tro mere på din ret til at være en del af fællesskabet. På at du havde noget værdifuldt at tilbyde og også gerne måtte sige fra overfor de andre heste. 

Dine hestevenner var vigtige for dig. I starten meget vigtigere end mig. Så havde jeg styr på resten af verden havde jeg også styr på dig – uanset om jeg sad på din ryg eller ej. Nogen synes det var enormt sejt at du kunne løbe frit i skoven ved siden af Luna engang vi var på Møn. Men jeg kendte dig og vidste at det bare var sådan du var og ikke noget du havde lært. Jeg vidste jo at du ikke ville forlade Luna for noget i verden og da slet ikke når vi var på langfart. 

I Vollerup boede du for første gang sammen med andre fjordheste. I forstod virkelig hinanden og Tulle fik du nusset hen over hegnet allerede første gang I hilste på hinanden. Jeg husker at jeg lavede et fjordheste-memory til børnene i skolen hvor jeg var – så tilsyneladende ens når man kun ser en – og så alligevel helt og aldeles forskellige. Måske det kun var mig der i min kæmpe kærlighed til gule heste kunne se det sjove i det.

Da du blev ældre og havde brug for ekstra kalorier forsøgte jeg at lave en lille boks til dig så du kunne få alt det at spise du havde lyst til. Det gjorde jeg én aften så blev jeg klogere. Det kostede 9 ledhåndtag så havde jeg forstået at du skulle være sammen med din flok. Jeg vidste det jo egentlig godt, men ville så gerne passe lidt ekstra på dig. Det er sådan noget mennesker finder på når der er noget de virkelig holder meget af. Så passer de på, spærrer inde og tror at de på den måde kan få kontrol over situationen. 

På forunderlig vis fik du også organiseret de fineste fællesskaber jeg kunne blive en del af. På den rejse vi sammen tog ud på mødte jeg mennesker jeg kunne forbinde mig med fordi hestene var vores fælles tredje. Vores passion, vores livsledsagere, vores læremestre. Jeg har på samme måde som dig lært at jeg kan være en værdifuld del af et fællesskab og har ret til at blive set og hørt. Det er ikke så ringe endda.

Tak Stella fordi du lærte mig værdien af de små skridt. Alt gik meget meget langsomt med dig – alt for langsomt for min smag. Men du kunne ikke andet og havde ikke travlt. Senere, meget senere opdagede jeg værdien i at kunne være langsom.

Jeg husker så tydeligt denne dag billedet blev taget. Det var på den gård hvor jeg mødte dig og jeg havde lige opdaget at der var noget der hed horsemanship. Fyr og flamme trænede vi på livet løs. Ærligt skal siges at jeg nok var mere fyr og flamme end dig, det var også virkelig svært det jeg bad dig om. Man skulle fx både gå forlæns OG baglæns – og op på paller og alt muligt. Min veninde der tog billedet tvivlede på at du nogensinde ville komme op på en palle igen så svært var det for dig.

Men hun vidste lige så lidt om heste som jeg på det tidspunkt – uden at have den fjerneste anelse om det. Vi havde jo redet i masser af år og troede selv vi var ret kloge. Men vi kendte ikke noget til den indre hest. Der var der ikke nogen der havde lært os hvordan man spørger en hest om hvordan den har det. Min antagelse om at en hest der står stille er tryg blev fx ret farlig en dag jeg fandt på at spænde en vogn efter dig, men det er en helt anden historie. 

Mange år senere blev det at træde op på noget dit glansnummer. Selv det mindste barn kunne gå rundt på banen med dig og du trådte villigt op på alt muligt. Fik et kæmpe kram og var den bedste hest i verden fordi du var så dygtig. Til at stå stille. Der findes jo ikke noget bedre for sådan en skøn gul hest <3

Jeg er færdig med at lave ridelejr!

Jeg nedlægger min ridebane!

Det er simpelthen slut med ridehold om eftermiddagen!

Kalven Kirsten fodres på hestelejr <3

Jeg har simpethen fået nok af det ensidige fokus på ridning der er når mennesker er sammen med heste. Det gennemsyrer vores sprog i alt der har med heste at gøre. Man går til ridning hos en ridelærer på en rideskole – i en ridehal eller på en ridebane. Og er man heldig kan man komme på ridelejr om sommeren…

Er det virkelig det vi ønsker at fokusere allermest på i vores samvær med heste? At vi skal sidde på deres ryg? Og at vi først er lykkedes og er helt rigtige når vi kan sidde på deres rygge og gøre alt muligt?

Det er sådan det har været men er det sådan det skal være? Det er OS der bestemmer over fremtiden – og de ord vi vælger at bruge fortæller en masse om hvad vi tænker, ja om vores syn på verden og vores værdier.

Hestelejr på hestebanen

Så i stedet for at lede efter forandringen ude i verden og blive utålmodig over at det ikke sker vil jeg starte hjemme hos mig selv. Så det er på HESTEBANEN jeg leger med HESTEHOLDET. Hvor de naturligvis gerne må ride på hestene hvis det føles godt og rart for begge parter. Og Spas med heste er en HESTELEJR! Jeg ved at det bliver en bedrift der er sværere end et rygestop at ændre mine sprogvaner, men jeg er fast besluttet på at det er de ord jeg har lyst til at bruge.

Det føles befriende og som om alt er muligt. Jeg bliver helt ydmyg ved tanken om hvor stor magt vi har når vi starter hjemme hos os selv. Muligheder!

Hesteholdet på tur

Vil I være med?

Når man er sådan en der godt kan lide at blive færdig med ting – eller i virkeligheden har det sådan at man er mest ‘rigtig’ når man er helt færdig med noget – så er det en spændende læreproces at have hest. Det er nemlig temmelig svært at blive færdig med noget som helst når det drejer sig om hest. Momentvis kan man få følelsen når hestepærerne er fjernet og hestene står og gumler. Eller når man sammen mestrer en øvelse eller andet man har øvet sig på. Eller når hesten er striglet og manen børstet.

Næste gang man er sammen med sin hest fortsætter det. Der er flere hestepærer, hø der skal slæbes, nye ting man gerne vil lære sammen – og en hest der har fundet det blødeste dejlige mudder at rulle sig i 😀 Måske er det en af de allerstørste gaver hestene har til os. Det evige behov for at vi indfinder os og gør noget. Regelmæssigt. At skovle hestepærer og slæbe hø kræver ikke den helt vilde intellektuelle tankeaktivitet selvom nogle af os prøver på at lave masser af finurlige systemer i hø og savsmuld 😉 Man får faktisk noget tid til IKKE at tænke, til at give slip på rationalet og ‘bare’ være. I denne væren oplever jeg faktisk ofte at jeg kommer i tanke om ting jeg havde glemt, eller også kommer ideer listende. Små forsigtige indspark jeg ikke nødvendigvis ville have opdaget hvis hjernen havde været optaget af alt muligt klogt.

Jeg øver mig i at sige tak til de søde muler fordi de hjælper mig med at være. Det er jo ikke alle morgener man elsker at skulle ud i mørke, regn og blæst. Og jeg stopper op når Luna står midt på flise-stien og kigger på mig når jeg kommer ræsende med trillebøren. Det føles næsten som om hun minder mig om at trække vejret og sætte tempoet lidt ned. Her til morgen var der en der lige skulle klø sig på trillebøren. Jeg var optaget af at blive færdig med at feje og ikke så meget til stede at jeg opdagede det i tide. Der har jeg stadig noget at lære om at trække vejret i stedet for at blive stiktosset… Så er det heller ikke sjovere at skovle lort 😛

Men jeg bliver altid færdig uanset hvor uoverskueligt det måtte være. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at det ser pænt ud og hvilken fornøjelse at lytte til de gumlende heste. Det gør min dag bedre. Vil I lytte med?

Olite gumler veltilfreds

Kender I det når tiøren pludselig falder og man forstår noget man har bøvlet med? En erkendelse der indfinder sig efter lang tids søgen og masser af fejlslagne eksperimenter? Man lettes og tror man er kommet i mål. Endelig er man nået til målet, færdig og helt igennem perfekt!

Så står man op dagen efter og opdager at man har glemt at slukke for vandet eller sover over sig eller… Mulighederne er mange. Pointen er nok at livet knokler med at fortælle os at vi ikke skal være færdige eller perfekte. Os med heste har nogen med 4 hove der uden tvivl nok skal komme igennem med budskabet på en eller anden måde 😉 Hvis vi lytter…

For noget tid siden da jeg børstede tænder havde jeg netop sådan et aha-øjeblik eller BFO som de så malende kalder det på engelsk – a blinding flash of the obvious. Nogen gange kan man føle sig lidt dum når noget går op for en, måske man synes at det skulle man have opdaget for lang tid siden. Mange kan have forsøgt at forklare det for en – og livet gør sit til at stable erkendelsesmuligheder på benene kan man ofte se i bakspejlet.

Jeg øver mig i at give mig tid til at lære, udvikle mig og erkende i det tempo det finder sted. Det er ikke så let som det lyder skulle jeg hilse at sige! For det betyder at sige ja tak til alle de gange man er en skovl eller begår fejl eller hvad det nu kan hedde når ting ikke lykkes. Når det bliver rigtig svært hjælper det mig lidt at tænke på billedet af en gulerod der vokser i jorden. Den vokser garanteret ikke hurtigere fordi man råber af den, hiver i den eller slår på den med en forhammer… Men den vokser jo heller ikke uden sol, vand og næringsstoffer…

Nu nærmer vi os langsomt aftenens tiøre der faldt imens jeg børstede tænder. Måske det i virkeligheden er derfor vi skal børste vores tænder så længe? Jeg tænker i hvert fald så godt imens… Nå men, den der balance alle snakker om fik pludselig en betydning der gav mening. Balanceret krop, kost, ridning, følelser, arbejdsliv/fritid, familie/ego, doing and being, you name it, hele livet består jo i virkeligheden af en stor balancekunst!

I mit liv er det ofte hos hestene jeg lærer noget om mig selv – som resten af verden så kan være taknemmelige over efterfølgende. Og jeg har i masser af år ledt efter den der balance. Den rigtige vej hvor alle havde det godt. Hvor ting ikke var forkerte. Hvor hestene ville elske en. Hvor kroppene ville kunne trives… Hvis nogen bare kunne vise mig den. Kom nu, kom nu, kom nu!!! Mange har forsøgt at videreformidle deres oplevelse af den rigtige vej de havde fundet – og det er jeg dem evigt taknemmelige for. Sammen går tingene bare lidt lettere i min verden.

Men man ser kun det man kigger efter. Og jeg kiggede efter VEJEN. Den ene vej. Balancen.

Jeg har længe tænkt at vejen må være individuel, men at der må være en.
Nu står jeg pludselig og overvejer hvordan det hele ville se ud hvis det slet ikke er meningen at jeg skal lede efter denne ene og for mig helt rigtige vej. Men at det i stedet handler om at gå den zig-zaggede vej livet ofte er – med nærvær og opmærksomhed. Og følge det når min mavefornemmelse og intuition siger at jeg skal dreje. Et drej kunne så være at gøre noget på en anden måde, at opsøge viden, stoppe lidt op, løbe hurtigere, ringe til en ven eller hvad man nu måtte føle sig kaldet af.

Det er på en måde helt modsat og på en måde lidt det samme. Lige bortset fra at man ville komme til at føle sig rigtig i stedet for at være forkert hver gang man ikke ramte balancen… Og ret ofte er det det der er mest af i et liv 😉

Guleroden får lov til at vokse i lige præcist det tempo den slags gulerødder vokser i. Hvis altså… den får sol, vand og næring…. Uden mad og drikke duer helten ikke – og solen er også svær at undvære.

Men hvad er sol, vand og næring for os? Hvad giver os retning? Hvad giver os lyst til at køre den ene trillebør hestemøg efter den anden? Hvad er det der gør at vi skifter retning når vi zigger derudaf?

Er det balance, følelsen af ro, energi der driver dig? Eller trækker det dig? Eller noget helt andet?

Jeg bliver fascineret over alle de spørgsmål denne erkendelse rejser og glæder mig over at jeg sammen med mine heste kan zigge videre og lede efter svarene. Jeg vil øve mig i at se ziggene og zaggene som meningsfyldte skridt på den vej der hedder livet. Jeg kommer nok ikke udenom dem alligevel begynder jeg langsomt at indse…