Om kontakt

Annette, Luna og Nova i 'Horse and dog trail' til DHE-træf 2011

Annette, Luna og Nova i ‘Horse and dog trail’ til DHE-træf 2011

Kontakt er en noget kompleks størrelse der lidt ligesom sæbe der har det med at smutte når man forsøger at definere og præcisere hvad det er – og ikke er. Men jeg vover pelsen og deler hermed min version (anno marts 2013 ;-)). Følgende er nogle tanker jeg har gjort mig derom – altså intet definitivt eller støbt i beton, men blot et øjebliksbillede af mine hidtidige filosofiske betragtninger.

I princippet er kontakt noget vi alle har en instinktiv forståelse af, noget vi ikke er i tvivl om hvordan føles – om ikke andet så i hvert fald når vi mister den. Og det er et fantastisk godt udgangspunkt – for det vi kan mærke kan vi også handle på! De fleste har nok prøvet at være sammen med nogen, måske oven i købet være fordybet i samtale med en, når telefonen ringer og den anden pludselig ‘forsvinder’ ind i telefonsamtalen. Kontakten brydes og man sidder ‘alene’ tilbage til trods for at man stadig er i samme rum. Kontakt er, som jeg ser det, noget der opstår imellem imellem to eller flere opmærksomme individer, der så at sige ‘stiller ind på samme kanal’ samtidigt. Helt afgørende er, at kontakt kræver at alle involverede må byde ind med ‘hele dem‘ – intet mindre kan gøre det!

I samspillet med vores heste er der to sider af mønten som er værd at kigge nærmere på, menneskets og hestens evne og vilje til at ‘byde ind’og være i kontakt. Mentale og følelsesmæssige ‘forstyrrelser’ af systemet forekommer jo på begge sider af ‘nettet’.

Hos et menneske kan problemer med at byde ind fx vise sig hvis man bruger energien på at spekulere og tankerne myldrer på øverste etage – opmærksomheden er da på en masse andre ting end dem der er her og nu. Følelser kan også fungere som støj på linjen. Er man kommet i kontakt med følelser man ikke kan/ønsker at vise (angst,vrede, utålmodighed, frustration osv) kan man komme til at virke mere fjern og svær at mærke. Når man lukker af for sig selv, kan andre (også heste) opleve det som om man også lukker af for dem. Set i dette perspektiv er evnen til at være nærværende helt afgørende for den opmærksomhed man er i stand til at byde ind med. Samtidig er det vigtigt at turde være med de følelsestilstande der dukker op. Et ønske om at arbejde med kontakten på egen banehalvdel kan med det udgangspunkt handle om at udvikle sin evne til at være tilstede i nuet og skabe et rum hvor man mærker og accepterer egne følelsestilstande. Store arbejdsområder for ethvert menneske, men hvorfor ikke starte med det samme? Vores heste vil elske os for det 🙂

Hos hesten kan forstyrrelser i opmærksomheden efter min opfattelse ligeledes være af mental og følelsesmæssig karakter. Det kan ofte være svært at identificere hvad der er hvad, men måske er det ikke så afgørende – hvis blot man vælger at handle på det? Vil hesten fx gerne opholde sig nær udgangen af ridebanen kan det måske være fordi den hellere vil spise græs med sine makkere – eller fordi den måske føler den sig utryg og alene på banen? Begge dele formindsker den oplevelse af kontakt man som menneske har med hesten. Mental og følelsesmæssig støj på systemet betyder at man er nødt til at ‘råbe’ for at blive hørt – noget vi mennesker meget ofte ubevidst kommer til at gøre – også med vores krop – når hesten ikke gør hvad vi beder om. Resultatet kan være hiv, slid og kamp eller i hvert fald en hest der ikke reagerer på de små signaler man ønsker sig – og det er ikke rart for nogen. Glem aldrig at heste kan mærke når en flue lander på deres pels, også fjordheste ;-)…

Der kan være forskellige strategier at benytte i de forskellige situationer og man vil hurtigt få feedback på om man har tolket hestens tilstand rigtigt. Hesten der tænker på at være andre steder er ikke motiveret til at gøre det stykke arbejde man beder den om. Mere variation og større udfordringer kan være strategier man vælger at bruge i et forsøg på at fastholde hestens opmærksomhed og interesse. Byder du den utrygge hest mere variation og større udfordringer vil du nok ofte opleve at utrygheden øges. Sætter du derimod tempoet ned og øger gentagelserne vil den utrygge hest ofte begynde at slappe af og trække vejret. Byder du til gengæld den umotiverede hest lavere tempo og flere gentagelser vil den formentlig stemple endnu mere ud og evt. søge forskellige udveje for at undslippe ‘arbejdet’ (gå ind i sig selv eller blive udadreagerende).

Man kan blive usikker på at handle når man erkender disse modsatrettede behov hos hesten. Men min erfaring er, at jo bedre kontakten er – jo bedre bliver man til at vurdere hvad der er på færde i hesten. Og erfaring kommer jo ikke bare sådan uden videre. Der må nødvendigivs begås fejl, man må turde fejle for at kunne lære og udvikle sig. Jeg tænker ofte på at bevidst begåede fejl nogengange speeder denne proces op og det kan jo være lidt en trøst…

Kontakt er og vil altid være menneskets ansvar, uanset om udfordringen ligger på ens egen eller hestens banehalvdel. Det er os der har evnen til at reflektere og tænke os frem til at kunne ændre handlemønstre på den ene eller den anden måde. Altså: Byd ind med den kontakt du ønsker at have! Kun på den måde får hesten chancen for at være med – og det øgede nærvær/opmærksomhed der automatisk følger med giver meget bedre mulighed for at fornemme hestens behov og finde passende strategier for at udbygge kontakten.

Giver det mening eller vrøvler jeg? Lad os diskutere og sammen blive klogere på dette så afgørende aspekt af samværet mellem mennesker og heste. Glæder mig til at høre hvad du tænker!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

6 Responses to Om kontakt

  1. kikki silword skriver:

    Kære Annette
    Jeg har lyst til at lægge ud:)))
    En af mine heste, har gerne ville løbe nogen gange, og jeg har gjordt et par fantastisk oplevelse med min hest.
    Jeg ved at heste oftes løber når de har smerte og de går ind i sig selv, og har nu efterfølgende været til kiropraktor med min hest, og han havde nogen spændinger nogen steder, som overraskkede mig, og alligevel sagde min fornuft at noget var galt lige der.
    Alt den tid jeg har haft ham, har han ALDRIG leget med andre arts fæller ( heste) og nu leger han, han har kontakt nu ;))med sine fold kammerater så fantastisk.
    Jeg har redet ham få gange efter kiropraktor, og han var så soft at vi red tempo skift med stemmen det er kontakt:))))

  2. Helle Thomsen skriver:

    Hej Annette 🙂

    Du har da helt sikkert fat i “noget rigtigt”.
    Det er jo meget lettere at arbejde med en hest udviser tendens til at ville gøre det vi beder den om – det er jo lettere at bede om noget den gerne vil gøre end noget den ikke vil gøre. Det kan jo “udnyttes” ved at afgive “kommando” i det øjeblik den alligevel gør noget. Det er ikke let og det kræver “sin mand” :o), men jeg har selv haft held med at bede Yannick komme lige i det øjeblik han selv vender hovedet i min retning.
    Jeg tænker også på netop det med at være til stede :o) – jeg har oplevet at jeg har gået med en af mine og tænkt på alt muligt andet – og så er de jo “nødt til” at gøre et eller andet så jeg bliver opmærksom igen :o).

    Men spændende arbejde er det.

  3. Line skriver:

    Sidder og læser og æder dine tanker råt. Og så kommer jeg sådan til at tænke på min aftenfodring i dag.

    Min ellers meget nervøse pony, får lov at gå ud på staldgangen til min 5 årige søn, som lige har fået udleveret en ballon på pind. Den vifter han glad rundt med mens han synger og hopper. Min pony bliver stille og rolig mere og mere nysgerrig på den røde ting på pind, og ender med at gå helt hen til min meget aktive søn, som rammer ham i hovedet med den her ballon. Man forventer en hest i pannik, men hvad gør min pony, går endnu tættere på og bliver ved med at forsøge at få den her ballon i hovedet. Min søn fortsætter hans egen leg, men pludselig er min pony en del af den….. Nu er jeg både forundret, forvirret, og nærmest en smule gnaven. Ja jeg skulle da bare prøve at tage den ballon med hen til ham, så ville jeg se en hest klar til at løbe for livet. Men ikke her, og hvorfor ikke.

    Tjo, min søn har ingen forventninger til ponyen, han ønsker blot at have det sjovt med hans ballon. Han kan frit lege med hvis den har lyst, men den kan også vælge ikke at deltage. Ligemeget hvor meget jeg prøver at efterligne dette, ønsker jeg jo inderst inde, at hesten skal komme og være med, jeg ønsker jo at den skal være sammen med mig. Hvis jeg kommer i stalden, uden overhoved at have nogen plan om at lave noget som helst med min hest, og han pludselig FORLANGER min kontakt, sker der den rene magi. Vi er sammen på et andet plan, vi er bare tilstede, og vi suger bare hinanden.. Det er den fornemmelse og kontakt jeg ville ønske jeg kunne få, også selv om jeg har nogle forventninger til ham. Men så snart vi forventer noget af hesten, er vi som mennesker allerede drevet afsted i vores tanker og forventninger til, hvad vi ønsker der skal ske. I stedet for at følge med, løber vi i forvejen, og glemmer at få hesten med.

    • Annette skriver:

      Det, du beskriver der, er noget af det mest væsentlige jeg nogensinde har læst om samværet med heste! Mødet mellem hest og menneske forplumres alt for ofte af menneskets ambitioner. Tænk bare på vores sprogbrug : Vi “arbejder” med hesten, “træner” og “laver tillidsøvelser”. Selv i den blideste form for horsemanship lurer der jo reelt et ønske om at opnå noget i forhold til hesten. Og det er i princippet også fint nok, for vi er jo selvfølgelig nødt til at lære hesten nogle retningslinier, så den kan begå sig i vores menneskeskabte verden. Men hvilken befrielse at være sammen med heste uden at stille krav – virkelig at opleve deres skønne personligheder, når de bliver mødt helt på lige fod. Jeg er totalt enig med dig i, at det er her, den sande magi opstår.

  4. Ute skriver:

    absolut enig, Annette, passer så fint ind med betragtningerne omkring hestens temperament og dens balance – TAK for én til brik i puzzlen!!! Knus Ute

  5. aase wegener larsen skriver:

    Kære alle. Lige endnu en historie som bekræfter at det er renheden der skal frem og netop ingen forventninger,eller bagtanker.
    Jeg har 2 islandske heste og den ene geisir er meget sensitiv . En dag hvor har lå i folden og hvilede sig gik min søn på 25 år hen og klappede ham ,mens han lå ned. Gik videre til den næste hest for igen at vende tilbage geisir. Han bliver stadig liggende og hygger .
    Min søn havde ingen forventninger.. Heldigvis tog han nogle billeder så jeg kunne se det store øjeblik.
    Min søn fortalte om det og var slet ikke klar over hvilket særligt øjeblik dette var.
    Knus aase

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.