Noget om fjordheste

Fjordheste <3 Stella er nr. to fra højre

Fjordheste <3 Stella er nr. to fra højre

Jeg mødte engang en fjordhest der hed Stella. Hun lærte mig alt der var værd at vide om livet. Jeg forsøgte at lave hende om til noget der ikke var hende – men med en kærlig tålmodighed holdt hun fast i sig uanset hvad jeg end forsøgte. Jeg plejer at sige at jeg har fået en ph.d i fjordheste af hende. Indtil videre har jeg kendt hende i næsten 15 år og læreprocessen fortsætter…

Fjordheste er blevet kaldt mangt og meget i tidens løb. På en måde skiller de vandene lidt, der er os der elsker dem overalt på jorden – og så er der dem der ikke synes de er fine nok som ‘rigtige’ heste. Dem der ikke vil ses sammen med en fjordhest, og da slet ikke på ryggen af en. Det er ikke seriøst nok at ville noget med sådan en sød, gul, ofte lidt tyk pony… Jeg har sogar hørt om en ridelærer der sagde til en ung pige der havde fået en fjordhest: “Jeg troede du skulle have en rigtig hest!”

Og selv os der elsker dem overalt på jorden, kan ind imellem blive trigget af selve fjordhestens væsen, og i et øjeblik hade at de er dem de er. Når de hele tiden spiser græs, sætter foden ned når man er i gang med hovene, når de ikke har lyst til at bevæge sig i det tempo vi synes de skal, når de går ind i os – eller det de gør allerbedst: Går imod pres i grimen.

Er de børneheste, pålidelige, rolige, gode som dagen er lang eller er de stædige, langsomme, egenrådige, sultne og irriterende? Som med alt andet hænger dommen uløseligt sammen med øjnene der ser og det der bliver vækket til live indeni.

For mig at se er alle kvaliteterne nævnt ovenfor potentielle muligheder i relationen med enhver fjordhest. Jeg tillader mig her at generalisere selvom jeg udemærket er klar over at der er mange variationer indenfor fjordheste-spektret 😉 En dag fik jeg den tanke at enhver positiv kvalitet måske har en tilhørende negativ makker? Er det rolige og det stædige måske i virkeligheden to sider af samme mønt? Og er det måske sådan at man får den positive kvalitet som en frugt af at ville samarbejde og lytte til hesten, imens det modsatte sker når man forsøger at få ting til at ske som hesten enten ikke er lavet til eller fysisk, følelsesmæssigt og mentalt forberedt og klar til?

Annette og Stella leger med flank-rope 2006

Annette og Stella leger med flank-rope 2006

Jeg har ind imellem funderet over om fjordheste lærer hurtigere end andre heste, men jeg er kommet frem til at det formentlig er deres ofte helt grundlæggende selvsikre natur der betyder at en enkelt gentagelse er nok – både mht. ting vi ønsker at de lærer, men i særdeleshed også når vi tilfældigvis med en ubevidst handling kommer til at forstærke uheldig adfærd. Jeg føler mig overbevist om at ubevidst omgang med fjordheste er grunden til at langt de fleste går imod pres og helst ikke bevæger sig mere end de behøver. Det er for mange hestemennesker rimeligt uproblematisk at få en usikker, skeptisk hest til at bevæge sig da det ofte blot er et spørgsmål om at slippe tøjlen

(udfordringen opstår så ofte når man gerne vil have den til at stoppe igen, men det er en helt anden snak). Men hvad gør man med en hest der står stille når man slipper tøjlen? Og som ikke lader sig skræmme eller intimidere til at bevæge sig med alt muligt tilfældigt tilført pres, gummistøvle og pisk? Så dukker den stædige hest op som kan få monsteret frem i selv den mest søde og rare hestepige…

Min erfaring er at vejen frem bliver mest frugtbar hvis man for et øjeblik glemmer alt om ur og kalender samt alle de eventuelle lansigtede mål og planer man måtte have på fjordhestens vegne. I det nu man så befinder sig i med hesten, præsenterer man den for en rimelig plan. Det er vigtigt, at man har et tydeligt billede af hvad man ønsker sig, så man kan give feedback lige så snart man får bare en lille smule af det. Hvis den rimelige plan består i at man gerne vil bevæge sig rundt langs hovslaget sammen kunne det første svar man sagde “tusind tak” for  være … tre skridt… Mange af os mennesker har tendens til at have lidt mere travlt end som så og istedet for at sige “tak” for de tre skridt siger vi “kom nu, fortsæt din dovne hund, vi skal ligesom lidt længere ud i verden end bare tre skridt” og her starter kampen. Den kamp der aldrig ender og hvis resultat er stædige langsomme, sultne og mega-irriterende fjordheste. Ansvaret for det resultat der alt for ofte tørres af på hesten, måske oven i købet racen – istedet for at blive taget af dem der har mulighed for at gøre noget med det – mennesket.

Annette og Stella i skoven 2006

Annette og Stella i skoven 2006

Jeg har mange gange hørt mig selv sige: “Man er nødt til at behandle en fjordheste som man burde behandle andre heste.” Tage udgangspunkt i hestens fysiske, følelsesmæssige og mentale parathed i forhold til de opgaver man stiller og de svar man forventer. At man konstant og hele tiden er bevidst om ens egen indflydelse på situationen i både positiv og negativ retning. At man bevarer nysgerrigheden og ydmygheden samt altid husker på at der kan være andre veje og mål end dem man kender endnu.

Min hidtil største læremester var en fjordhest. Jeg er så usigeligt glad for at jeg mødte hende – og at hun blev ved med at være den hun er uanset hvad jeg end forsøgte. Dialog er – og må være – vejen frem. For at kunne dette med en hest må vi lære at lytte og tale med kroppen. Mennesker er nogengange lidt langsomme i den henseende, ikke mindst mig. Men så kan man jo være heldig at møde en tålmodig Stella…

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Noget om fjordheste

  1. Rie Kristensen skriver:

    Du har da så evigt ret i hvad du skriver Annette 🙂 jeg har haft mange heste i læbet af min heste karriere. Men den hest der har lært mig allermest om mig selv og ikke mindst omgang med heste er min lille shetlænder. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig at skulle være ejer af en shetlænder og idag har jeg to.
    Jeg ser frem til hvad de skal lære mig og hvad vi kan bygge op i fællesskab:)

  2. Brita Poulsen skriver:

    Tak for din fortælling om Stella! – Jeg havde nogle romantiske forestillinger om familiehesten fra norske børnebøger, der blev læst højt for os, da vi var små – i stil med Emil fra Lønneberg og Lukas. Købte en sød 14-årig islænder Grima til min datter til hendes konfirmation. Hende var der ingen problemer med. Men da jeg købte min fjordhoppe Briza for 13 år siden, var jeg meget tæt på at sende hende til slagteren nogle gange. Ingen problemer i det daglige. Dejlig rolig hest, når man bare lader den være i fred. Men ville jo gerne bruge den til noget. Løb heldigvis ind i nogle Parelli-folk, der hjalp mig igang, og nu har jeg lært, at jeg liiige skal kikke på mig selv, før jeg laver noget med heste. Synes selv, vi er nået langt. Nu er det bare helbredet, det kniber med. Men håber, det bliver bedre, og at vi har nogle gode år endnu at lege med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.