Om huse og hestedrømme

Jeg er vild med at hjælpe mennesker med deres heste. Nogle ting bliver pludseligt særligt tydelige og jeg opdager nye sammenhænge jeg ikke havde tænkt på før. Jeg tager altid noget med hjem der kan gøre en forskel i samværet med mine egne heste. Ind imellem kommer jeg til at forklare tingene på en ny måde. Leg med ord og billeder når jeg forsøger at formidle noget der er svært at sætte ord på. Jeg vil lige dele billedet af huset fra temadagen i går. Måske det giver mening for nogen af jer derude?

Kontakten udgør fundamentet i huset og kan være en lidt vanskelig størrelse at arbejde med. Man er ikke i tvivl om den er der eller ej, men der findes ingen præcise opskrifter på hvad man gør hvis den pludselig forsvinder. Det er en af de ting der ikke kan kræves. Lidt ligesom det ikke virker ret godt at kommandere nogen til at slappe af hvis de er bange – hverken heste eller mennesker… Forudsætningerne for kontakt må være på plads så indfinder den sig automatisk. Tryghed og motivation blandt andet, men hvad er det helt præcist? Man må eksperimentere og mærke efter om det man gør virker. Når kontakten er der er både hest og menneske tilstede – sammen. Parate til at gøre noget sammen!

Væggene i huset er kommunikation. Når man kan få hesten til at forstå en idé man har fået. Og man er i stand til at forstå hvad hesten synes om idéen. Først der er man i stand til virkeligt at kommunikere med en hest. Når man kan gå i dialog med hinanden. Det kræver at man lærer at tale med sin krop og forstå hvad hesten siger med sin. Og at man beslutter sig for at handle på det man hører – også selvom det måske ikke passer ind i planerne…

Når man har et solidt fundament og vægge i huset skal der et tag på, nemlig tilvænning. Hvor hesten lærer hvad den ikke skal tage sig af. Det kræver at man bliver god til at dosere og timing er altafgørende. Hesten skal opleve at det udefrakommende pres forsvinder når dens indre falder til ro. Jo mere man er i stand til at skabe den oplevelse for hesten, jo mere vil den blive i stand til at skelne mellem det der er vigtigt at reagere på (kommunikation) og hvad den skal være ligeglad med (tilvænning).

Når man har bygget dette hus er det op til en selv hvad der skal være i det. Måske vil man gerne ride dejlige skovture? Eller man vil springe? Eller det er dressuren eller western der er spændende. Eller kørsel, ringridning, frihedsdressur, børn og heste eller noget helt andet der får en til at glemme tid og sted. Den drøm der fik en til at lege med heste fra begyndelsen af…

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.