Om tiører, balance og heste

Kender I det når tiøren pludselig falder og man forstår noget man har bøvlet med? En erkendelse der indfinder sig efter lang tids søgen og masser af fejlslagne eksperimenter? Man lettes og tror man er kommet i mål. Endelig er man nået til målet, færdig og helt igennem perfekt!

Så står man op dagen efter og opdager at man har glemt at slukke for vandet eller sover over sig eller… Mulighederne er mange. Pointen er nok at livet knokler med at fortælle os at vi ikke skal være færdige eller perfekte. Os med heste har nogen med 4 hove der uden tvivl nok skal komme igennem med budskabet på en eller anden måde 😉 Hvis vi lytter…

For noget tid siden da jeg børstede tænder havde jeg netop sådan et aha-øjeblik eller BFO som de så malende kalder det på engelsk – a blinding flash of the obvious. Nogen gange kan man føle sig lidt dum når noget går op for en, måske man synes at det skulle man have opdaget for lang tid siden. Mange kan have forsøgt at forklare det for en – og livet gør sit til at stable erkendelsesmuligheder på benene kan man ofte se i bakspejlet.

Jeg øver mig i at give mig tid til at lære, udvikle mig og erkende i det tempo det finder sted. Det er ikke så let som det lyder skulle jeg hilse at sige! For det betyder at sige ja tak til alle de gange man er en skovl eller begår fejl eller hvad det nu kan hedde når ting ikke lykkes. Når det bliver rigtig svært hjælper det mig lidt at tænke på billedet af en gulerod der vokser i jorden. Den vokser garanteret ikke hurtigere fordi man råber af den, hiver i den eller slår på den med en forhammer… Men den vokser jo heller ikke uden sol, vand og næringsstoffer…

Nu nærmer vi os langsomt aftenens tiøre der faldt imens jeg børstede tænder. Måske det i virkeligheden er derfor vi skal børste vores tænder så længe? Jeg tænker i hvert fald så godt imens… Nå men, den der balance alle snakker om fik pludselig en betydning der gav mening. Balanceret krop, kost, ridning, følelser, arbejdsliv/fritid, familie/ego, doing and being, you name it, hele livet består jo i virkeligheden af en stor balancekunst!

I mit liv er det ofte hos hestene jeg lærer noget om mig selv – som resten af verden så kan være taknemmelige over efterfølgende. Og jeg har i masser af år ledt efter den der balance. Den rigtige vej hvor alle havde det godt. Hvor ting ikke var forkerte. Hvor hestene ville elske en. Hvor kroppene ville kunne trives… Hvis nogen bare kunne vise mig den. Kom nu, kom nu, kom nu!!! Mange har forsøgt at videreformidle deres oplevelse af den rigtige vej de havde fundet – og det er jeg dem evigt taknemmelige for. Sammen går tingene bare lidt lettere i min verden.

Men man ser kun det man kigger efter. Og jeg kiggede efter VEJEN. Den ene vej. Balancen.

Jeg har længe tænkt at vejen må være individuel, men at der må være en.
Nu står jeg pludselig og overvejer hvordan det hele ville se ud hvis det slet ikke er meningen at jeg skal lede efter denne ene og for mig helt rigtige vej. Men at det i stedet handler om at gå den zig-zaggede vej livet ofte er – med nærvær og opmærksomhed. Og følge det når min mavefornemmelse og intuition siger at jeg skal dreje. Et drej kunne så være at gøre noget på en anden måde, at opsøge viden, stoppe lidt op, løbe hurtigere, ringe til en ven eller hvad man nu måtte føle sig kaldet af.

Det er på en måde helt modsat og på en måde lidt det samme. Lige bortset fra at man ville komme til at føle sig rigtig i stedet for at være forkert hver gang man ikke ramte balancen… Og ret ofte er det det der er mest af i et liv 😉

Guleroden får lov til at vokse i lige præcist det tempo den slags gulerødder vokser i. Hvis altså… den får sol, vand og næring…. Uden mad og drikke duer helten ikke – og solen er også svær at undvære.

Men hvad er sol, vand og næring for os? Hvad giver os retning? Hvad giver os lyst til at køre den ene trillebør hestemøg efter den anden? Hvad er det der gør at vi skifter retning når vi zigger derudaf?

Er det balance, følelsen af ro, energi der driver dig? Eller trækker det dig? Eller noget helt andet?

Jeg bliver fascineret over alle de spørgsmål denne erkendelse rejser og glæder mig over at jeg sammen med mine heste kan zigge videre og lede efter svarene. Jeg vil øve mig i at se ziggene og zaggene som meningsfyldte skridt på den vej der hedder livet. Jeg kommer nok ikke udenom dem alligevel begynder jeg langsomt at indse…

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.