Stella og Annette leger med lassoen. 2005

Tak Stella fordi du lærte mig værdien af at have egne mål. Vejen dertil var fyldt med bump, usikkerhed og følelsen af tomhed. Men oplevelsen af at være hele mig på den anden side, gjorde vejen meningsfuld.

Ambitioner er en mærkelig størrelse. Det er svært at eksistere med – men også uden ???? For mange – eller måske de forkerte – ambitioner, kan resultere i en konstant oplevelse af at være under pres – imens for få kan give os følelsen af forladthed og kollaps. 

Jeg kender begge dele. Jeg overtog en masse ambitioner af dem, der underviste os i starten. Når vi kan det og det og det, så er vi gode (nok). Da jeg på et tidspunkt satte dig fri og droppede drømmen om at ville kunne alle disse ting, føltes det som at lande i et stort tomrum. Jeg mistede retningen og lysten til at lave noget som helst med heste. Troede jeg. 

Men så pludselig en dag opdagede jeg, at vi gjorde alle mulige forskellige ting sammen. Pludselige indskydelser jeg fulgte, eller noget der bare opstod. Fik besøg af børn, du kom med i skole, vi begyndte at trække træ i skoven, fandt på at lave hestelejre, tussede rundt på folden sammen og fik ungheste på dannelsesophold. Uden konkrete mål og ambitioner, begyndte vi at leve livet sammen. Måske begyndte jeg oven i købet at lytte lidt til dig.

Det føltes i hvert fald som om, at du fik mere og mere at skulle have sagt. Din stemme blev ligesom tydeligere. Jeg betyndte langsomt at opdage, at det var vigtigere at være end at blive. Og at menneskene havde mindst lige så meget at lære som hestene.

Målet blev efterhånden helt tydeligt:

Mærk dig, din hest og hinanden <3

Tag vare på dig, din hest og hinanden <3

Det handler om at være sammen <3