Stella og Annette kører med vogn i Vollerup. 2005

Kære Stella. Tak fordi du lærte mig, at man kan gøre noget med følelser. 

Det startede med, at jeg lærte at høre det, du fortalte mig om, hvordan du havde det. Hvordan dine bevægelser og udtryk beskrev din oplevelse af nuet. Øjnene, ørerne, mulen, halsen, ben, hud, muskler, hale. De mængder af information jeg kunne indsamle, når jeg begyndte at iagttage dig fra dette sted: Hvordan har du det, og hvordan kan jeg hjælpe dig?

Jeg lærte hvordan jeg kunne hjælpe dit system med at falde til ro. Hvilke øvelser, hvor mange gentagelser, hvilken intensitet. Konstante tilbagemeldinger om, at jeg var der sammen med dig, og at du gjorde det så godt. Lige så langsomt begyndte ‘dine skuldre’ at slappe af og give plads til den dybe vejrtrækning. 

Du blev en helt anderledes hest at være sammen med, efterhånden som dit system faldt til ro. Du begyndte at kunne høre de små signaler, og det der før havde været tungt og sværtm blev legende og let. Du bevægede dig nærmest for tanken. Du lærte ting fra dag til dag. Du begyndte at udstråle noget, der smittede i verden. Det var, som om dit nervesystem kunne mærkes på lang afstand. 

Der skete også noget med mig i den proces. Jeg blev efterhånden klar over at følelser ikke var noget ‘for evig’ noget. Når du kunne lære at blive ok med noget, kunne jeg måske også? 

Hestevognen var en milepæl i den sammenhæng. Jeg var forståeligt nok blevet bange for at spænde ting efter dig, efter du havde løbet med både vogn og harver. I Schweiz lavede vi masser af forberedende øvelser fx med bomme langs siderne og ‘farlige’ ting bag dig. Det var godt at vi havde tid og ikke skulle skynde os. Hver dag nærmede vi os ganske langsomt målet ved at håndtere de enkelte ingredienser. 

En dag sagde min læremester, at nu var vi klar til at spænde vognen for. Mit hjerte stod helt stille. Samtidigt med at jeg kunne mærke spændingen boble indeni. Jeg ville ikke, og alligevel ville jeg helt vildt gerne. Med hans hjælp kom vi til at køre med hestevogn. Du blev ok, og jeg blev ok. 

For mig er det blevet et symbol på, at alt er muligt. Hvis man er villig til, at gøre det der skal til, er der ingen begrænsninger for, hvad vi kan her i livet. Og efterhånden som man opbygger en kapacitet i forhold til at håndtere sine og andres følelser, kan man blive medspiller i stedet for modspiller på livets vej.