Jeg er færdig med at lave ridelejr!

Jeg er færdig med at lave ridelejr!

Jeg nedlægger min ridebane!

Det er simpelthen slut med ridehold om eftermiddagen!

Kalven Kirsten fodres på hestelejr <3

Kalven Kirsten fodres på hestelejr <3

 

Jeg har simpethen fået nok af det ensidige fokus på ridning der er når mennesker er sammen med heste. Det gennemsyrer vores sprog i alt der har med heste at gøre. Man går til ridning hos en ridelærer på en rideskole – i en ridehal eller på en ridebane. Og er man heldig kan man komme på ridelejr om sommeren…

Er det virkelig det vi ønsker at fokusere allermest på i vores samvær med heste? At vi skal sidde på deres ryg? Og at vi først er lykkedes og er helt rigtige når vi kan sidde på deres rygge og gøre alt muligt?

Det er sådan det har været men er det sådan det skal være? Det er OS der bestemmer over fremtiden – og de ord vi vælger at bruge fortæller en masse om hvad vi tænker, ja om vores syn på verden og vores værdier.

Hestelejr på hestebanen

Hestelejr på hestebanen

Så i stedet for at lede efter forandringen ude i verden og blive utålmodig over at det ikke sker vil jeg starte hjemme hos mig selv. Så det er på HESTEBANEN jeg leger med HESTEHOLDET. Hvor de naturligvis gerne må ride på hestene hvis det føles godt og rart for begge parter. Og Spas med heste er en HESTELEJR! Jeg ved at det bliver en bedrift der er sværere end et rygestop at ændre mine sprogvaner, men jeg er fast besluttet på at det er de ord jeg har lyst til at bruge.

Det føles befriende og som om alt er muligt. Jeg bliver helt ydmyg ved tanken om hvor stor magt vi har når vi starter hjemme hos os selv. Muligheder!

Hesteholdet på tur

Hesteholdet på tur

Vil I være med?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Evighedsmaskinerne

Når man er sådan en der godt kan lide at blive færdig med ting – eller i virkeligheden har det sådan at man er mest ‘rigtig’ når man er helt færdig med noget – så er det en spændende læreproces at have hest. Det er nemlig temmelig svært at blive færdig med noget som helst når det drejer sig om hest. Momentvis kan man få følelsen når hestepærerne er fjernet og hestene står og gumler. Eller når man sammen mestrer en øvelse eller andet man har øvet sig på. Eller når hesten er striglet og manen børstet.

Næste gang man er sammen med sin hest fortsætter det. Der er flere hestepærer, hø der skal slæbes, nye ting man gerne vil lære sammen – og en hest der har fundet det blødeste dejlige mudder at rulle sig i 😀 Måske er det en af de allerstørste gaver hestene har til os. Det evige behov for at vi indfinder os og gør noget. Regelmæssigt. At skovle hestepærer og slæbe hø kræver ikke den helt vilde intellektuelle tankeaktivitet selvom nogle af os prøver på at lave masser af finurlige systemer i hø og savsmuld 😉 Man får faktisk noget tid til IKKE at tænke, til at give slip på rationalet og ‘bare’ være. I denne væren oplever jeg faktisk ofte at jeg kommer i tanke om ting jeg havde glemt, eller også kommer ideer listende. Små forsigtige indspark jeg ikke nødvendigvis ville have opdaget hvis hjernen havde været optaget af alt muligt klogt.

Jeg øver mig i at sige tak til de søde muler fordi de hjælper mig med at være. Det er jo ikke alle morgener man elsker at skulle ud i mørke, regn og blæst. Og jeg stopper op når Luna står midt på flise-stien og kigger på mig når jeg kommer ræsende med trillebøren. Det føles næsten som om hun minder mig om at trække vejret og sætte tempoet lidt ned. Her til morgen var der en der lige skulle klø sig på trillebøren. Jeg var optaget af at blive færdig med at feje og ikke så meget til stede at jeg opdagede det i tide. Der har jeg stadig noget at lære om at trække vejret i stedet for at blive stiktosset… Så er det heller ikke sjovere at skovle lort 😛

Men jeg bliver altid færdig uanset hvor uoverskueligt det måtte være. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at det ser pænt ud og hvilken fornøjelse at lytte til de gumlende heste. Det gør min dag bedre. Vil I lytte med?

Olite gumler veltilfreds

Olite gumler veltilfreds

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Om tiører, balance og heste

Kender I det når tiøren pludselig falder og man forstår noget man har bøvlet med? En erkendelse der indfinder sig efter lang tids søgen og masser af fejlslagne eksperimenter? Man lettes og tror man er kommet i mål. Endelig er man nået til målet, færdig og helt igennem perfekt!

Så står man op dagen efter og opdager at man har glemt at slukke for vandet eller sover over sig eller… Mulighederne er mange. Pointen er nok at livet knokler med at fortælle os at vi ikke skal være færdige eller perfekte. Os med heste har nogen med 4 hove der uden tvivl nok skal komme igennem med budskabet på en eller anden måde 😉 Hvis vi lytter…

For noget tid siden da jeg børstede tænder havde jeg netop sådan et aha-øjeblik eller BFO som de så malende kalder det på engelsk – a blinding flash of the obvious. Nogen gange kan man føle sig lidt dum når noget går op for en, måske man synes at det skulle man have opdaget for lang tid siden. Mange kan have forsøgt at forklare det for en – og livet gør sit til at stable erkendelsesmuligheder på benene kan man ofte se i bakspejlet.

Jeg øver mig i at give mig tid til at lære, udvikle mig og erkende i det tempo det finder sted. Det er ikke så let som det lyder skulle jeg hilse at sige! For det betyder at sige ja tak til alle de gange man er en skovl eller begår fejl eller hvad det nu kan hedde når ting ikke lykkes. Når det bliver rigtig svært hjælper det mig lidt at tænke på billedet af en gulerod der vokser i jorden. Den vokser garanteret ikke hurtigere fordi man råber af den, hiver i den eller slår på den med en forhammer… Men den vokser jo heller ikke uden sol, vand og næringsstoffer…

Nu nærmer vi os langsomt aftenens tiøre der faldt imens jeg børstede tænder. Måske det i virkeligheden er derfor vi skal børste vores tænder så længe? Jeg tænker i hvert fald så godt imens… Nå men, den der balance alle snakker om fik pludselig en betydning der gav mening. Balanceret krop, kost, ridning, følelser, arbejdsliv/fritid, familie/ego, doing and being, you name it, hele livet består jo i virkeligheden af en stor balancekunst!

I mit liv er det ofte hos hestene jeg lærer noget om mig selv – som resten af verden så kan være taknemmelige over efterfølgende. Og jeg har i masser af år ledt efter den der balance. Den rigtige vej hvor alle havde det godt. Hvor ting ikke var forkerte. Hvor hestene ville elske en. Hvor kroppene ville kunne trives… Hvis nogen bare kunne vise mig den. Kom nu, kom nu, kom nu!!! Mange har forsøgt at videreformidle deres oplevelse af den rigtige vej de havde fundet – og det er jeg dem evigt taknemmelige for. Sammen går tingene bare lidt lettere i min verden.

Men man ser kun det man kigger efter. Og jeg kiggede efter VEJEN. Den ene vej. Balancen.

Jeg har længe tænkt at vejen må være individuel, men at der må være en.
Nu står jeg pludselig og overvejer hvordan det hele ville se ud hvis det slet ikke er meningen at jeg skal lede efter denne ene og for mig helt rigtige vej. Men at det i stedet handler om at gå den zig-zaggede vej livet ofte er – med nærvær og opmærksomhed. Og følge det når min mavefornemmelse og intuition siger at jeg skal dreje. Et drej kunne så være at gøre noget på en anden måde, at opsøge viden, stoppe lidt op, løbe hurtigere, ringe til en ven eller hvad man nu måtte føle sig kaldet af.

Det er på en måde helt modsat og på en måde lidt det samme. Lige bortset fra at man ville komme til at føle sig rigtig i stedet for at være forkert hver gang man ikke ramte balancen… Og ret ofte er det det der er mest af i et liv 😉

Guleroden får lov til at vokse i lige præcist det tempo den slags gulerødder vokser i. Hvis altså… den får sol, vand og næring…. Uden mad og drikke duer helten ikke – og solen er også svær at undvære.

Men hvad er sol, vand og næring for os? Hvad giver os retning? Hvad giver os lyst til at køre den ene trillebør hestemøg efter den anden? Hvad er det der gør at vi skifter retning når vi zigger derudaf?

Er det balance, følelsen af ro, energi der driver dig? Eller trækker det dig? Eller noget helt andet?

Jeg bliver fascineret over alle de spørgsmål denne erkendelse rejser og glæder mig over at jeg sammen med mine heste kan zigge videre og lede efter svarene. Jeg vil øve mig i at se ziggene og zaggene som meningsfyldte skridt på den vej der hedder livet. Jeg kommer nok ikke udenom dem alligevel begynder jeg langsomt at indse…

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Heste giver mig vinger

Det kan være ret svært at sætte ord på hvad det er der sker mellem heste og mennesker. Hvorfor skovler vi den ene trillebørfuld hestepærer efter den anden i alt slags vejr?

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Og slæber hø morgen og aften året rundt. Eller bruger alle vores sparepenge til at få nogen til det… Der spekuleres på hove, sadler, fodring, træning og masser af andre områder hvor vi leder efter de helt optimale løsninger for vores heste. Tager på det ene kursus efter det andet for at lære mere og blive bedre for de kære heste at være sammen med.

Hold nu fast! Der er virkelig en mening med galskaben!!!

Selvfølgelig er der det, ellers gjorde vi det ikke 😀

Da jeg lå og var ved at falde i søvn her i går aftes fik jeg et billede af hvad det handler om for mig. Jeg får vinger sammen med mine heste!

At flyve repræsenterer for mig:

  • Den ultimative frihedsfølelse
  • Give slip og mærke livet
  • Være tryg
  • At kunne alt

Der forudsætter

  • At man har en retning
  • At man er til stede her og nu
  • At man er fleksibel hvis omgivelserne kræver det
  • At man tør – og gør noget ved det hvis man ikke gør

Forestil jer fx en fugl der flyver rundt på må og få, kolliderer med en lygtepæl fordi den tænkte på skænderiet i flokken dagen før og herefter ikke tør flyve mere… Der er kontant afregning i naturen – og sådan er det også med hestene.

På den måde motiveres vi til at være de bedste vi kan her og nu. For vores hestes skyld – og for vores overlevelses skyld 😉 Og når det lykkes får vi vinger – jeg gør i hvert fald.

Når jeg er sammen med heste sker der noget med tiden. Det tager kun 20 min at ordne hestene, men som regel er der gået meget længere tid uden at jeg har nogen som helst fornemmelse af det. Der sker også noget med mine sanser. Duften af hest, berøringen af den bløde pels, det lune prust i nakken. Jeg mærker mere – også i mig.

Luna Noora

Det er som om mine briller pudses og jeg ser ting fra et højere perspektiv. Noget bliver helt klart – også det jeg ikke så gerne vil se… Med tiden har jeg opdaget at man kan gøre noget med det man mærker og ser – og så er det slet ikke så tosset alligevel. Sammen med hestene har jeg oplevet byrder blive løftet af mine skuldre. Og har man en gang mærket luften under vingerne, de brede horisonter, følelsen af at være fri og kunne alt… Så vil man have mere!

Så er hestepærer og hø i regn og blæst en mindre detalje, kender I det?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Om huse og hestedrømme

Jeg er vild med at hjælpe mennesker med deres heste. Nogle ting bliver pludseligt særligt tydelige og jeg opdager nye sammenhænge jeg ikke havde tænkt på før. Jeg tager altid noget med hjem der kan gøre en forskel i samværet med mine egne heste. Ind imellem kommer jeg til at forklare tingene på en ny måde. Leg med ord og billeder når jeg forsøger at formidle noget der er svært at sætte ord på. Jeg vil lige dele billedet af huset fra temadagen i går. Måske det giver mening for nogen af jer derude?

Kontakten udgør fundamentet i huset og kan være en lidt vanskelig størrelse at arbejde med. Man er ikke i tvivl om den er der eller ej, men der findes ingen præcise opskrifter på hvad man gør hvis den pludselig forsvinder. Det er en af de ting der ikke kan kræves. Lidt ligesom det ikke virker ret godt at kommandere nogen til at slappe af hvis de er bange – hverken heste eller mennesker… Forudsætningerne for kontakt må være på plads så indfinder den sig automatisk. Tryghed og motivation blandt andet, men hvad er det helt præcist? Man må eksperimentere og mærke efter om det man gør virker. Når kontakten er der er både hest og menneske tilstede – sammen. Parate til at gøre noget sammen!

Væggene i huset er kommunikation. Når man kan få hesten til at forstå en idé man har fået. Og man er i stand til at forstå hvad hesten synes om idéen. Først der er man i stand til virkeligt at kommunikere med en hest. Når man kan gå i dialog med hinanden. Det kræver at man lærer at tale med sin krop og forstå hvad hesten siger med sin. Og at man beslutter sig for at handle på det man hører – også selvom det måske ikke passer ind i planerne…

Når man har et solidt fundament og vægge i huset skal der et tag på, nemlig tilvænning. Hvor hesten lærer hvad den ikke skal tage sig af. Det kræver at man bliver god til at dosere og timing er altafgørende. Hesten skal opleve at det udefrakommende pres forsvinder når dens indre falder til ro. Jo mere man er i stand til at skabe den oplevelse for hesten, jo mere vil den blive i stand til at skelne mellem det der er vigtigt at reagere på (kommunikation) og hvad den skal være ligeglad med (tilvænning).

Når man har bygget dette hus er det op til en selv hvad der skal være i det. Måske vil man gerne ride dejlige skovture? Eller man vil springe? Eller det er dressuren eller western der er spændende. Eller kørsel, ringridning, frihedsdressur, børn og heste eller noget helt andet der får en til at glemme tid og sted. Den drøm der fik en til at lege med heste fra begyndelsen af…

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Farvel til Stella

At sige farvel til sin bedste ven er ikke noget man bare gør. Det gør ondt helt ind i kernen og efterlader et kæmpe savn. Det gør ondt fordi man har elsket – og stadig gør det.  Havde jeg ikke mødt Stella dengang var der ikke noget der hed Lær med heste. Mit brev til Stella har jeg lyst til at dele med jer, de rummer så meget essensen af hvad det hele handler om.

<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3

Annette og Stella februar 2106

Annette og Stella februar 2106

<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3

Lambjergskov natten til den 12.feb 2016

Kære Stella

Noget i mig havde håbet på at denne dag aldrig ville komme. At vi kunne være sammen, side om side for evigt. At jeg altid ville kunne høre dig gumle og pruste. Men dagen kom hvor din krop ikke kunne mere, og jeg blev nødt til at tage beslutningen om at hjælpe dig videre. Jeg vælger at tro på at du ikke forsvinder, men at du stadig vil være der – blot i en anden form. Fri for en tyngende gammel krop, i stand til at springe og løbe – spjætte og bukke. Lige så hurtigt og længe du har lyst til. Og at jeg kan være sammen med dig der – på et andet men ikke mindre virkeligt plan.

Jeg tænker mange tanker på denne dag – der nu er blevet nat. Jeg er så taknemmelig over at vore veje krydsede dengang på Hegnstrup og at jeg fik lov til at følges med dig så lang tid. Jeg er så taknemmelig over alle de veje du har hjulpet mig med at finde. Med dig ved min side fik jeg modet til at tro på at det var umagen værd at give beslutninger så god tid at jeg for alvor fik mærket efter hvilken en af vejene jeg skulle vælge. At det ikke altid er det oplagte, rationelle ‘smarte’ valg der på lang sigt giver mening, dybere mening. Jeg har lært at der er potentielle styrker gemt bag enhver ‘svaghed’ eller ting man ikke kan – det gælder blot om hvad øjnene vælger at se. At alt er muligt hvis blot det føles så rigtigt at man er villig til at gå vejen derhen.

Da jeg mødte dig var det som om du vækkede livet i mig. Passionen for heste der havde været lagt på hylden i nogle år blev meget hurtigt meget levende igen og fik form af en drøm om at arbejde med heste. Gøre noget der gav mening sammen med de fantastiske dyr der altid havde fascineret mig.

Ret hurtigt blev det meget tydeligt at jeg havde en del at lære. Det tog noget tid at erkende fordi jeg troede jeg allerede vidste en del om heste. Det gjorde jeg måske også, men ikke på din måde. Sammen med dig Stella var der ligesom ikke noget at rafle om. Det handlede ikke kun om heste men om livet. Alt det jeg ikke kunne blev meget tydeligt – og heldigvis for det. Fordi du efterlod ikke ligefrem nogen tvivl om at jeg måtte lære meget mere for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Gad vide hvordan du har båret dig ad fordi jeg husker ikke nævneværdig tvivl om at det var det jeg ville. Selvom det var svært og til tider virkede helt umuligt. Der var tilsyneladende så meget næring i drømmen at jeg var villig til at se mine svage sider i øjnene og lære helt nye måder at gribe tingene an på. Sammen med dig blev det vigtigt at finde frem til den bedst mulige Annette – fordi det var hende jeg havde lyst til at tilbyde dig at være sammen med. Ikke for min skyld, men for din skyld hev jeg skeletterne ud af skabet en efter en. Åd den ene kamel efter den anden. Ryddede op i gamle handlemåder, overbevisninger og lærte helt nye måder at håndtere følelser på. Tog på det ene kursus efter det andet og trænede i dagslys og mørke. Tiden fik en anden dimension efterhånden som jeg oplevede at tingene begynde at udvikle sig. Den utålmodige, rastløse Annette der kun tænkte på at komme i mål, fik selskab af en langt mere tålmodig og helt anderledes fleksibel Annette der begyndte at værdsætte og se potentialet i vejen mod målet. Jeg begyndte at glædes over de små ting der forandrede sig – og glemte helt målet i lange perioder.

At møde dig Stella har for evigt forandret hvem jeg er og hvordan jeg håndterer livet. Jeg kender følelsen af når noget er helt rigtigt – og venter oftere på at den indfinder sig. Jeg giver ikke så let op hvis noget ikke lykkes efter kort tid, jeg er blevet meget bedre til at sætte det ene ben foran det andet til jeg kommer derhen. Og kommer jeg ikke tættere på målet er jeg blevet rigtig meget bedre til at udskifte strategien med en mere velegnet. Jeg har erkendt at det til enhver en tid er mere givende at være sammen i skridt end at kunne lave en avanceret øvelse i galop.

Tak min elskede ven, af hele mit hjerte tak. Jeg lover at gøre hvad jeg kan for at ringene i vandet ikke stopper her. At dele din visdom med verden og tro på at det nytter.

Kærligst, din ven for evigt

Annette

<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3

Stellas sten på agilitybanen, februar 2016

Stellas sten på agilitybanen, februar 2016

Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar

At dele eller at vise sig – om at deltage i Showklassen til DHE-træf. Del 2 (skrevet i august 2014)

Fra tid til anden må man tænke lidt kreativt og tage nogle hurtige beslutninger. Luna mente ikke at vores sædvanlige trailer var bred nok til hende, så derfor havde jeg lånt en anden og lidt mere luksuriøs model. Hvad gør man ikke for sin bedste ven? Da jeg 3 dage inden DHE-træffet opdagede at den trailer jeg havde lånt var for tung til min bil var gode råd derfor dyre. At sige til Luna at hun SKULLE være i den smalle trailer kunne jeg ikke få mig selv til, så blikket faldt på mine andre to heste Showtime og Stella der er nogle lidt smallere modeller. Pludselig stod det klart for mig at det var blevet Showtimes tur til at komme til DHE-træf.

Annette og Showtime til DHE-træf 2014

Annette og Showtime i agility, DHE-træf 2014

Hvad vi kunne finde på at vise i show-klassen havde jeg stadig ikke på plads, men det endte med at blive Showtimes historie vi fortalte i ord og billeder. Læs med her hvis du har lyst 🙂

<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<

Jeg mødte dig for 2 år siden, forvirret og stresset – men gudesmuk som du jo er. Omgangen med mennesker var ikke nem for dig. En sensitiv hest som dig der tager alt ind har brug for hjælp til at finde ro. Det havde dine mennesker svært ved at give dig, og de begyndte at tro at du måske var syg. Sindsyg eller livsfarlig som det blev kaldt. Måske havde de på en måde ret, med alt for meget ophobet pres bliver man måske en slags syg? – Og helt bestemt livsfarlig…

Showtime i showklassen til DHE-træf 2014

Showtime i showklassen til DHE-træf 2014

En februar aften sidste år blev jeg ringet op. Dyrlægen skulle lige aflive en anden hest først og så var det din tur – med mindre jeg ville have dig altså. Stilhed – eftertanke – fulgt af en følelse af at vide – uden tvivl skulle du bo hos mig.

Jeg har ingen intentioner om at skulle redde hele verden, men med dig var det anderledes. For det føltes ikke som nogen der skulle reddes. Du rørte ved noget i mig som jeg fik lyst til at lære mere om. Som om du havde en gave til mig. Faktisk tror jeg at vi har haft nogle gaver til hinanden.

Annette og Showtime i showklassen til DHE-træf 2014

Annette og Showtime i showklassen til DHE-træf 2014

Jeg har for alvor fået lov til at mærke hvor hurtigt tingene går når man ikke har travlt. Hvor meget flow der er i at være i kontakt med sig selv og hinanden. Sammen med dig har jeg opdaget kontaktgymnastik som en vej til et hvilket som helst mål der drejer sig om at kunne en eller anden konkret øvelse.

Tænk sig at vi er sammen her til DHE-træf – du og jeg. At du kunne køre herop alene i traileren – at du kan være her med alle der impulser der er overalt. At vi kunne tale sammen i dag på agilitybanen – også når jeg sad på din ryg. Det er så kæmpestort.

Annette og Showtime rider trail, DHE-træf 2014

Annette og Showtime rider trail, DHE-træf 2014

Jeg beundrer dig for dit mod – og det smitter langsomt af på mig 🙂

Her er vi – sammen – med alt det der er os!

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

At dele eller at vise sig – om at deltage i showklassen til DHE-træf. Del 1 (Skrevet 28/7-14)

Nu er der kun ganske få dage til at DHE-træf 2014 løber af stabelen og jeg overraskes igen igen over hvor tydeligt jeg kan mærke ubehaget ved tanken om at skulle konkurrere. Jeg trak tilmeldingen til sidste sekund og da jeg tjekkede startlisterne steg pulsen mærkbart. Jeg frustreres over at jeg var så letsindig at tilmelde mig show-klassen uden at have en plan for hvad det var jeg ville. De foregående år har show-klassen været meget store oplevelser, ret svære at sætte ord på i virkeligheden. Hvordan bærer man sig ad med at planlægge sådan noget? Jeg ønsker at dele noget af mig selv, men jeg ønsker ikke at vise mig…

Det første år kom vi lidt hovedkulds med i show-klassen, primært lokket af Helle der manglede modige deltagere. Jeg viste sammen med en veninde noget vi var stolte af, og vi forsøgte at fortælle en historie om, at man skal være glad for at være den man er, og at man kan det man kan. Det var meget grænseoverskridende, men det endte faktisk med at være en sjov oplevelse.

Året efter tilmeldte jeg mig show-klassen fordi jeg havde lyst til at vise det jeg laver med min hest derhjemme. Jeg syntes ikke at der var nogen klasser der helt var skruet sammen efter mit hoved/hjerte og så måtte jeg gøre det selv. Det blev en meget stærk oplevelse af nærhed og kontakt mellem mig og smukke Luna. Publikum og resten af verden ophørte med at eksistere for en stund og vi VAR SAMMEN. Det var helt magisk, hjertet bankede, benene rystede og tårerne trillede da vi gik ud. Jeg husker tydeligt at jeg var virkelig overrasket over at nogen udenfor havde kunnet mærke os og det helt særlige der var foregået…

Luna i showklassen til DHE-træf 2012

Luna i showklassen til DHE-træf 2012

Kavaler (Luna) og Annette i showklassen til DHE-træf 2013

Kavaler (Luna) og Annette i showklassen til DHE-træf 2013

I 2013 tilmeldte jeg mig ikke show-klassen, da jeg ikke kunne overskue at forsøge at lave noget der kunne matche vores show året før. Forskellige omstændigheder ville dog at jeg alligevel endte med at deltage i show-klassen. En idé opstod i mig og jeg skrev og skrev hele eftermiddagen historien om mit liv med heste. Sammen med Luna (og stand-ins for de andre heste i mit liv) legede jeg mig igennem fortællingen og var om muligt endnu mere rørt end året før. Også denne gang blev historien modtaget af publikum, det var næsten som om jeg fortalte mere end blot min egen historie.

Showtime (Kassandra) og Annette i Showklassen til DHE-træf 2013

Showtime (Kassandra) og Annette i Showklassen til DHE-træf 2013

Nu står jeg så her, 3½ dag til vi drager nordpå igen og mit system raser indvendigt. Jeg har lyst til at terpe alt med Luna så vi kan være rigtigt skarpe. Og alligevel kan jeg ikke få mig til at give afkald på alt det vi har sammen – bare for at kunne vise noget. Jeg vil så gerne dele noget af det jeg har på hjerte. Og hvad er det mit hjerte flyder over med? Lysten til at være sammen og være med det der er. Hvordan dælen laver man et show med det udgangspunkt?

Tjah, de nysgerrige må indfinde sig i Sminge på fredag hen under aften – for jeg har en fornemmelse af at det nok skal lande et sted hvor det føles godt. Tidligere erfaringer har lært mig at der findes en vej også når man ikke lige kan se den. Det er godt nok en rar erfaring at have i rygsækken i trængte tider 😉

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Spas med heste

Sidder her på båden og lytter til vinden suse i masterne. Det er helt underligt pludselig at skulle så lidt efter i så lang tid at have skullet så meget. Arbejdet som lærer hvor man dag efter dag tages imod af en masse glade ansigter er jo intet mindre end fantastisk. Slutspurten op til sommerferien hvor alle de sidste ting skal falde på plads. Sommerfesten fredag aften på Kegnæs Friskole hvor vi tager afsked med 9. klasserne. Lørdagen oprinder og det er igen tid til Spas med heste. Man kan jo ikke gå og vente på at holde Spas med heste – uanset om man er barn eller voksen 😉 Uanset hvor velorganiseret forberedelserne har været passer det altid med, at vi er nogenlunde klar når forventningsfulde børn og unge mennesker ankommer med deres heste. Forældre bliver hurtigt sendt af sted efter at bilerne er tømt og så er vi klar – klar til endnu en omgang Spas med heste, SMH blandt venner. Men hvad er det egentlig for noget?

Spas med heste er ridelejr – på sin helt egen måde. Det er kursus – eller man lærer i hver fald noget. Det er et sted hvor man har det rart med andre hestetossede mennesker på ens egen alder – en naturlig følge af at ville det godt for sin hest, så bliver man også rar at være sammen med for de andre. Det er arbejdslejr – eller man giver i hvert fald en hånd med i køkkenet og passer sin hest fra morgen til aften. Man sover i en stor stak på loftet og bliver ved med at snakke når Annette siger det er tid til at være stille. Det er der hvor man hjælper når nogen har behov for det – fordi vi ved at vi alle er der for hinanden. Det er der hvor man øver sig i at sætte tempoet ned til ‘Horsetime’ – hestene elsker os for det og det føles faktisk helt rart det der med ikke at have travlt for en gangs skyld.

SMH 2014 454

SMH 2014. Morgenstemning hos hestene

Den første dag bruger vi på at bryde isen i forhold til hinanden samtidigt med at der bliver sat en fælles dagsorden for hvordan det er at være hest og ind imellem ikke forstå en meter af hvad der bliver sagt. Når man først har gået et stykke i sin hests sko, er der mange ting der helt af sig selv bliver oplagte at gøre noget med. Og tænk sig at få helt konkrete tilbagemeldinger på hvordan det er at være éns hest! Alt dette kræver mod i ustyrlige mængder – mod til at se sig selv i øjnene på godt og ondt. Og det kan kun lade sig gøre når man føler sig tryg i hinandens selskab. Efter at ridebanen er blevet organiseret med legetøj og udfordringer får alle lov til at se det hele an med deres heste. Uden at skulle en masse – blot med lov til at være med det der er.

SMH 2014 042

SMH 2014. Flaskeleg

SMH 2014 067

SMH 2014. Menneskeheste på ridebanen

 

 

 

 

 

Dagen derpå sætter Annette en fælles dagsorden fra morgenstunden (tegner og fortæller med en hest) inden alle kommer en tur på ridebanen i hold for at eksperimentere og lege med deres heste. Med support og plads til at være, udvikler tingene sig dag for dag og ekvipagerne ændrer langsomt karakter efterhånden som kontakten, trygheden og den gensidige forståelse øges.

SMH 2014 223

SMH 2014. Leg på banen

Over middag tager vi på tur til vandet eller i skoven ligeledes i små hold. Fundamentet fra ridebanen gør turene afslappede og hyggelige for både heste og mennesker. Som regel starter vi med at gå med hestene den første dag, så får både heste og mennesker lejlighed for at se de nye omgivelser an på en stille og rolig måde. Vejen, havelåger, den lille ‘å’, ja ikke mindst havet kan være store udfordringer når man ikke har set det før. De efterfølgende dage er der mulighed for at tilpasse turene til deltagernes ønsker. Nogle kan ikke få nok af havet, andre vil ud og trave i skoven og ind imellem er der nogen der bliver hjemme. Hele tiden vægtes trygheden for alle højest og er en vigtig faktor når turene planlægges og koordineres. Det kræver en del at kunne sige til resten af flokken på en tur at man fx er blevet utryg og ikke har lyst til at trave alligevel. Men jo bedre man kender hinanden og de udfordringer vi hver især arbjeder med, jo mere respekt vil en sådan kommentar kunne afføde. Det skal være sejt at kunne lytte til sig selv, tage sig alvorligt og sige højt hvad man har behov for!

SMH 2014. Ved vandet

SMH 2014. Ved vandet

SMH 2014. På tur i det grønne

SMH 2014. På tur i det grønne

 

 

 

Om aftenen bliver der hygget med film, bål, ringridning (uden heste) og hvad der ellers findes på. Ikke sjældent bliver der lavet højdespring, limbo, fodbold, langbold eller andet skørt på ridebanen. Når hestene har fri keder man sig ikke!

SMH 2014. Bålhygge

SMH 2014. Bålhygge

SMH 2014. Lambjergskov Ringridning

SMH 2014. Lambjergskov Ringridning

Sidste dag laver vi en lille opvisning for forældre mm. inden vi tager afsked med hinanden. Det er så meget lettere at vise hvad man har lavet frem for at skulle fortælle det med ord når man er kommet hjem. Deltagerne er selv med til at bestemme hvordan det skal foregå og det er aldrig ens. Målet er jo at vise hvad man er glad for og stolt af. Jeg bliver hvert år imponeret over den udvikling der finder sted fra start til slut. Den ro, samhørighed og selvsikkerhed både heste og mennesker udviser er lige til at blive høj af. Når man tror på at man kan så kan man – det er blot et spørgsmål om at gå vejen og have tid nok. Tænk hvis vi alle kunne sige farvel til hinanden med en lille smule mere tillid til eget værd – så er min drøm blevet til virkelighed. At dele nogle af de mange kæmpestore gaver jeg har fået af at være sammen hestene. Det man deler vokser har jeg hørt…

SMH 2014. Afslutningsshow gruppe 2

SMH 2014. Afslutningsshow gruppe 2

SMH 2014. Afslutningsshow

SMH 2014. Afslutningsshow

Ps. Der var engang nogle forældre til SMH-deltagere der spurgte hvornår det var deres tur, deraf udsprang voksen SMH der afholdes hvert år i Kristi Himmelfartsferien. Og nogle mindre søskende spurgte om de også måtte være med, derfor er der nu noget der hedder Junior SMH som afholdes efter SMH i slutningen af uge 27. Ønsker man at deltage i en af SMH’erne i 2015 skal man være vågen i januar hvor der åbnes for tilmeldingen. Dette annonceres på hjemmesiden og Facebooksiden. Men tøv ikke på knapperne – ind imellem går det ret stærkt 😀

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Når heste hjælper os leve

Jeg kan så godt lide at tænke den tanke at heste og mennesker kan have gaver til hinanden. At både hest og menneske har mulighed for at vokse i samværet med hinanden. Jeg har netop færdiggjort uddannelsen i Hesteassisteret Terapi og der lært rigtig meget mere om hestenes gaver til os mennesker.

Created with Nokia Smart Cam

Truels overrækker Annette diplomet som Hesteassisteret Terapeut, juni 2014

Jeg mødte Truels Vallø Bisgaard (der har lavet uddannelsen) på DHE-træffet i 2011, og inden jeg talte med ham vidste jeg at jeg skulle noget med ham. En af den slags indskydelser man ikke ved hvor kommer fra, men som jeg efterhånden er begyndt at turde lytte til.
Jeg var på det tidspunkt ret usikker på det jeg lavede med heste, og ledte konstant efter måder at blive bedre på. Jeg søgte en eller anden slags perfektion – og hver gang jeg mødte nogen der kunne mere og andet end mig følte jeg mig helt forkert. Så lagde jeg alt til side og forsøgte at gøre som dem. I andre situationer hvis jeg mødte noget anderledes, blev det i mit hoved til, at jeg var den rigtige og alle andre var forkerte.

En dag, imens jeg var på uddannelse på Tudsegård, gik jeg og legede med en hest imens jeg havde travlt med at fortælle hvor vigtigt det var for mig at den havde tillid til at den kunne. At den turde begå fejl og eksperimentere for at finde frem til det svar jeg ledte efter. Nogen spurgte om jeg nogensinde havde overvejet at behandle mig selv sådan. What!!! Det blev pludselig meget klart hvor urimelige mine krav til mig selv var. Hvordan skulle jeg kunne gøre alt helt perfekt fra starten når alle andre skulle turde begå fejl for at blive trygge og dermed kunne lære?

Det blev en kommentar der gav anledning til mange overvejelser og som jeg tog med mig når vi arbejdede med hestene. Ting udvikler sig jo (heldigvis) og jeg glemmer ikke det kursus hvor jeg som afskedsreplik hørte mig selv sige: “Hvis nu man var en gulerod der havde en vis størrelse ville det jo ikke give mening at trække i den for at få den til at blive større… Jeg vil øve mig i at have den størrelse jeg har (at kunne det jeg kan) og give mig selv lov til at vokse et lille stykke af gangen. Helt ligesom guleroden.” Interessant hvor stor den forandring er indeni når man giver sig selv lov til at være der hvor man er. På det tidspunkt begyndte der virkelig at ske noget.

Når jeg kunne være det rigtige sted – også selvom jeg ikke var perfekt, gav det nemlig også mulighed for at andre kunne være rigtige – selvom vi var forskellige. Pyh – sikke en lettelse ikke længere at skulle bruge krudt på at bedømme sig selv og hele resten af verden i forhold til at være rigtige og forkerte! Så er der pludselig plads til udvikling når man tør handle på de impulser man mærker.

Annettes diplom som Hesteassisteret Terapeut

Annettes diplom som Hesteassisteret Terapeut

Hvis man kan drømme det, kan man gøre det er der nogen der siger. Ja, hvis man tør tage skridtene derhen kunne man tilføje. Og ja, hvis man er i stand til at mærke hvor man er og kan give sig selv lov til at være der, så hjælper det endnu mere. Dette er nok min største erkendelse på den vej jeg har gået på sammen med hestene, Truels og alle de andre skønne tøser på Tudsegård de sidste to år.

Fra det sted kan man mærke sorg, glæde og alt muligt andet der måtte være der. Man kan udvikle sig, lære – og leve. På en måde føles det som at have fundet nøglen til den kreative kraft indeni mig. Jeg bliver virkelig optaget af hvordan det mon vil være hvis mange flere fik hul igennem til denne kraft , og begyndte at leve deres drømme. Det er ikke nogen dans på roser, men kan varmt anbefales 😉 Hvis man kunne tænke sig nogen at følges med på vejen – udover hesten naturligvis – så er der netop udklækket 8 Hesteassisterede Terapeuter det garanteret gerne vil med på turen 😀

Det første hold Hesteassisterede Teraputer fra Tudsegaård, juni 2014

Det første hold Hesteassisterede Teraputer fra Tudsegaård, Camilla, Charlotte, Annette, Truels, Line, Vicky, Lone, Elisabeth, Geralda og Buddha, juni 2014

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar