Når man ikke holder fast i sin hest, har den mulighed for at gå derhen, hvor den vil. I det tempo den har lyst til. Det er svært for mange at give slip. Vi skal jo passe på og være helt sikre på at der ikke sker noget.
Kroppen er nøglen
Heste viser, hvad de tænker, og hvordan de har det vha deres kroppe. Bevæger de sig langsomt og velovervejet, er det et tegn på tryghed, hvorimod hurtige bratte bevægelser er et tegn på uro. Heste bevæger sig enten hen imod det, der gør dem trygge. Eller også bevæger de sig væk fra det, der gør dem utrygge. Ret logisk egentlig, men afgørende at være opmærksom på, når man vil forstå hvad hestene fortæller os.
Den løse snor er første skridt
Når vi leger med hesten med en løs snor, giver vi dem mulighed for at fortælle os noget om sig. Vi kan veksle mellem at gå med derhen hvor hesten gerne vil hen – og der hvor vi gerne vil hen. Begge dele er vigtige at kunne. Det er et udgangspunkt for at skabe en dialog. At vi kan lytte til hinanden.
Pause og græs
Når vi er undervejs på rideruten, holder vi jævnlige græs pauser. Hestens fordøjelse er udviklet til et kontinuert fødeindtag, og de fortæller ret tydeligt, hvornår de begynder at trænge. Så finder vi en dejlig plet, og giver dem mulighed for at stille deres behov. Hestene lærer hurtigt mønsteret at kende. Menneskene ligeså. Efterhånden som man erfarer hestenes ro og flokkens sammenhængskraft, føles det ikke så utrygt at lade hestene gå og græsse selv. I starten er det nogle få der får lov, men i løbet af nogle dage går de fleste heste frit. Det er ret magisk.
Nu er vi mætte
Det er helt tydeligt at mærke, hvornår rastløsheden begynder at indfinde sig. Hestene begynder at gå på opdagelse, og tager mere direkte kontakt med hinanden. De fortæller os med deres adfærd, at sulten er stillet. Vi kan stille og roligt gøre os klar til at fortsætte turen.
