Tak kære Stella fordi du hjalp mig med at hjælpe andre. Det var aldrig en helt bevidst beslutning jeg traf, det skete bare sådan helt umærkeligt lidt af gangen. Det kan vi da godt. Og ja, det kan vi da også godt.
Jeg begyndte først sådan rigtigt at undervise på SMH 2011. Jeg husker stadig tydeligt følelsen af, hvor glad og overrasket jeg blev, for nogle af de ting jeg hørte mig selv sige. Som om jeg først rigtigt begyndte at se værdien i det, jeg havde lært, når jeg sagde det højt til andre. Ej hvor klogt sagt, det tror jeg også, jeg vil prøve at gøre med min hest.
Jeg har tit følt, at der var nogen der hjalp mig med at finde retningen. Sammen med dig blev jeg konstant mindet om, hvad der var vigtigt med heste. Det handler om at være sammen Annette, husk det nu. Et blik var nok.
Det var først da du døde, jeg rigtigt blev klar over den retning, din blotte tilstedeværelse gav mig. Vi lavede ikke så mange ting sammen mere på det tidspunkt. Du havde dit liv og jeg havde mit. Troede jeg. Men sådan var det ikke. Vi var smeltet sammen til noget man ikke kunne adskille. Vi var forbundne, uanset hvor meget eller lidt vi interagerede fysisk med hinanden.
Det var ensomt, forvirrende og angstprovokerende at stå alene i verden uden dig. Jeg vidste hverken op eller ned. Kendte ikke længere hverken Luna eller Showtime. Anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg var heldig at få hjælp på denne vej. Vejen til at opdage dig i mig. Opdage at den vej vi havde gået sammen, var blevet mig. Jeg kunne godt selv.
Det føles rart at vide, at det jeg lærte på vejen med dig, lever videre i Stella-metoden. Jeg øver mig i at sætte ord på, hvad det var vi kunne sammen. Deler det med verden.
Du hjælper mig stadig hver dag med at hjælpe andre kære Stella <3
