2. December – fællesskaber

Stella i fjordhesteflokken i Vollerup. 2005

Tak Stella fordi du lærte mig værdien af fællesskaber – både for heste og mennesker. Flokkene du levede i var meget forskellige, men du elskede dem alle. Men det var svært, når du blev lukket sammen med nye heste. I starten stod du ofte i et hjørne for dig selv og håbede ligesom på at ingen fandt på at tage kontakt med dig. I Schweiz blev du venner med floklederen Holly. Det gav noget selvtillid, og lige så langsomt begyndte du at eksperimentere med at lægge ørerne tilbage og se sur ud. 

Det blev tydeligt for mig, hvor stor en udvikling du gennemgik i den forbindelse. Som om du efterhånden lærte at tro mere på din ret til at være en del af fællesskabet. På at du havde noget værdifuldt at tilbyde, og også gerne måtte sige fra overfor de andre heste. 

Dine hestevenner var vigtige for dig. I starten meget vigtigere end mig. Så havde jeg styr på resten af verden, havde jeg også styr på dig – uanset om jeg sad på din ryg eller ej. Nogen synes det var enormt sejt, at du kunne løbe frit i skoven ved siden af Luna, engang vi var på Møn. Men jeg kendte dig, og vidste at det bare var sådan du var, og ikke noget du havde lært. Jeg vidste jo, at du ikke ville forlade Luna for noget i verden, og da slet ikke når vi var på langfart. 

I Vollerup boede du for første gang sammen med andre fjordheste. I forstod virkelig hinanden, og Tulle fik du nusset hen over hegnet, allerede første gang I hilste på hinanden. Jeg husker, at jeg lavede et fjordheste-memory til børnene i skolen hvor jeg var – så tilsyneladende ens når man kun ser en – og så alligevel helt og aldeles forskellige. Måske det kun var mig, der i min kæmpe kærlighed til gule heste, kunne se det sjove i det.

Da du blev ældre og havde brug for ekstra kalorier, forsøgte jeg at lave en lille boks til dig, så du kunne få alt det at spise du havde lyst til. Det gjorde jeg én aften, så blev jeg klogere. Det kostede 9 ledhåndtag, så havde jeg forstået, at du skulle være sammen med din flok. Jeg vidste det jo egentlig godt, men ville så gerne passe lidt ekstra på dig. Det er sådan noget mennesker finder på, når der er noget de virkelig holder meget af. Så passer de på, spærrer inde og tror at de på den måde kan få kontrol over situationen. 

På forunderlig vis fik du også organiseret de fineste fællesskaber, som jeg kunne blive en del af. På den rejse vi sammen tog ud på, mødte jeg mennesker jeg kunne forbinde mig med, fordi hestene var vores fælles tredje. Vores passion, vores livsledsagere, vores læremestre. Jeg har, på samme måde som dig, lært at jeg kan være en værdifuld del af et fællesskab, og at jeg har ret til at blive set og hørt. Det er ikke så ringe endda.

Tags:

No responses yet

Skriv et svar

Latest Comments