Jeg har været angrebet af ‘hestevirussen’ siden jeg var helt ung. Født i 1977 og vokset op i Sønderborg, lærte jeg som så mange andre at ride af Sigrid på rideskolen der dengang lå ved ringriderpladsen. For nogen går det med heste over i løbet af teenageårene… Jeg holdt en kort pause og blev så angrebet igen med ny kraft da jeg mødte Stella på Hegnstrup (en lille nordsjællandsk øko-gård) i 1999 og siden er det kun blevet mere intenst år for år.
Tanken om at kunne udnytte min hesteinteresse i praktisk øjemed (i landbrug og skov) gjorde, at jeg igen kunne berettige overfor mig selv, at jeg brugte så megen tid og penge på hestene. Relativt hurtigt blev det klart at de to blinde (Stella og mig) havde brug for hjælp, for det med at køre fungerede ikke helt for os. Via forskellige sammentræf begyndte vi således i 2002 at deltage i Parelli-kurser og så rullede lavinen. Jeg opdagede pludselig de følelsesmæssige og mentale dimensioner i hestene – og fik ikke mindst redskaber til at håndtere dem. Samtidigt blev jeg via Parelli gjort opmærksom på min egen rolle i forbindelse med at skabe meningsfulde, udviklende forløb for hestene.
Jeg involverede mig dybt i disse processer i årene fremefter. Jeg deltog i talrige kurser og tilbragte et år som working-student hos Parelli-instruktøren Walter Gegenschatz i Schweiz, samt et 6 ugers kursusforløb i Florida med Linda Parelli.
I 2005 kom jeg tilbage til Sønderborg med Stella ved min side. I tiden herefter begyndte en frigørelsesproces fra Parelli-systemet, som jeg på det tidspunkt oplevede som dikterende og styrende for min udvikling som hestemenneske. Ute Lehmann introducerede mig i 2009 for Amanda Barton, der formidlede Mark Rashids ideer på kurser i Danmark. Med Amandas hjælp begyndte jeg at tro på at jeg ikke skulle smide noget væk af det jeg havde lært, men blot altid være opmærksom på at der er mindst 101 andre måder at gøre tingene på – og det er fornemmelsen af den bløde hest der er den eneste målestok for hvornår man er på rette spor eller ej.
I årene herefter har jeg kontinuerligt søgt at øge dybden af kontakten med hestene, samtidigt med at jeg har brugt masser af energi på at få resten af mit liv til at stemme overens med disse erfaringer. For mig giver det således ikke mening at være nærværende og opmærksom når man er sammen med sin hest, hvis man er træls og belastende at leve sammen med resten af tiden. Walk your talk! Det er så nemt at sige, men kræver mere end man skulle tro.
Jeg har ligeledes brugt tiden på at tage en læreruddannelse (blev færdig i juli 2012), der har givet mig masser af redskaber i forhold til at formidle de budskaber jeg brænder så meget for med hestene. Fra 2012-2020 har jeg været lillegruppelærer på den fantastiske Kegnæs Friskole. I arbejdet med børnene har jeg lært en masse om ikke mindst mig selv, men også på mennesket som sådan og de mekanismer der driver os i samspillet med hinanden. Om sammenhængen mellem trivsel og læring. At være lærer handler ikke bare om at lære nogen at læse og regne 😉
De senere år har givet mig nogle stærke erkendelser af hvor vigtigt det er, at vores indvendige miljø stemmer overens med det vi møder udenfor – og ikke mindst, at vi har nogle redskaber for hvad vi kan gøre når det ind imellem ikke er sådan. Er man bange for at ride hjælper det som oftest ikke at få at vide, at det skal man ikke være… I den forbindelse startede jeg i august 2012 på en fantastisk spændende 2-årig uddannelse i Hesteassisteret Terapi hos Truels Vallø Bisgaard. I løbet af de to år på uddannelsen er jeg blevet uendeligt meget klogere på mig selv og begyndte den vanskelige proces det er at acceptere min egen ret til at begå fejl som en del af læreprocessen ‘livet’. Dette har for mig fuldstændigt forandret den måde jeg er i stand til at være med andre i deres læreprocesser på – både heste og mennesker. Noget som udefra set kan synes simpelt og ganske ufarligt kan indeni føles livstruende og fuldstændigt umuligt. At få mulighed for at sætte ord på og opleve kontakt med dette sted fra sig selv og et andet menneske kan gøre en større forskel end jeg nogensinde tidligere havde fantasi til at forestille mig.
Fjordhesten Stella, min store læremester, døde i februar 2016, 25 år gammel. Hendes død efterlod mig i et tomrum og med en følelse af ikke at vide hvilken vej jeg skulle gå sammen med hestene. Mit ønske var at fortsætte med at lære om mig selv og heste – men ikke teknikker eller øvelser. I efteråret 2016 var jeg på mit første kursus med Noora Ehnqvist. Body awareness og togetherness. Jeg er megafan – og bedst af alt – det er Luna også <3 Jeg har i efteråret 2021 meldt mig til endnu en 2-årig Zensitive group og nyder at lære mere om mig og hestene sammen med Noora.
