Mit møde med Luna – en oplevelse for livet

DSC_0010Lørdag d. 24. marts blev den første temadag i regi ‘Lær med heste’ afholdt i fantastiske rammer på Lambjerglund, hvor vi havde fået lov til at krybe i ly i hallen i anledning af det kølige blæsende ‘forårsvejr’. Emnet var kontakt som i min verden danner udgangspunkt for alt hvad vi laver DSC_0011med vores heste – samtidigt med at det er målet vi til stadighed vil arbejde hen imod. Jeg var ikke sikker på hvordan jeg skulle bære mig ad med at undervise i kontakt, da det jeg tidligere har fokuseret på har været meget mere konkret, teknikker, kropssprog mm. Mange forberedelser blev lagt til side og vi handlede i det nu der opstod imellem deltagerne og mine hesDSC_0027te der blev ‘stand-ins’ pga vejret.

 

Efter temadagen modtog jeg følgende fra en af deltagerne. Det har rørt mig dybt og jeg ønsker i dybeste respekt at dele det med jer der læser med. Det man deler vokser har jeg hørt…

_______________________________________________

Mit møde med Luna – en oplevelse for livet

I ydmyghed og bevidstgjort om det talte og skrevne ords fattige forråd samt i min erkendelse af, at ingen anden til fulde vil kunne sætte sig ind i mine følelser – og nu også tanker – omkring mit møde med Luna, gør jeg et spædt forsøg på at forevige et af mit livs storslåede øjeblikke, hvor jeg i interaktionen med Luna fik åbnet vinduet ind til mit inderste, og stod dér med et åbent sind, en umiddelbarhed, en glæde og en sårbarhed. Et univers jeg ikke erindrer at have været i siden min tidligste barndom, og som jeg – bevidst eller ubevidst – ikke har delt med nogen anden i lange tider.

Siden første gang jeg læste det, har jeg altid holdt af et citat fra K.E. Løgstrups ”Den etiske fordring”:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1956).

Idet jeg har fundet det skrevne så rigtigt. Dog har jeg i min interaktion med andre mennesker ikke selv til fulde mærket, at jeg har haft en flig af deres liv i min hånd, eller omvendt.

I eftertænksomhedens klare skær over mit møde med Luna føler jeg, at jeg har mærket, hvad jeg forstår ved de ord, Løgstrup skriver i citatet fra ”Den etiske fordring”, men dét på et niveau, som det ikke er mig muligt til fulde at beskrive med ord…

Jeg tænker, at fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, og ikke havde nogen fordomme eller forventninger til interaktionen, og ej heller blev mødt med fordomme eller forventninger fra Lunas side, kunne jeg træde ind i relationen med en umiddelbarhed og et åbent sind til at tage imod, hvad der måtte komme. Og dér mærkede jeg på samme tid en dyb glæde og en stor sårbarhed i og med, at jeg havde lagt en flig at mit liv i Lunas ”hånd”, og hun havde lagt en flig af sit liv i min. En samhørighed så stor, at jeg blev rørt til tårer.

En livsstyrkende oplevelse, som jeg lige nu føler, at jeg i mit forsøg på at beskrive med ord kommer til at forklejne, og uanset hvor mange eller få ord, jeg ender med at skrive, vil det til hver en tid være for mange eller for få…

I al ydmyghed en stor tak af mit hjerte til Luna!
– Og naturligvis også en tak til Annette for muliggørelsen af mit møde med Luna.

En kommentar

  1. Det er utrolig rørende at læse hvad hun har oplevet med Luna. Vi kom alle hjem med noget forskelligt. For mig, var det meget overvældene at mærke, hvad ægte kontakt gør. Min samarbejdspartner (den dejlige showtime), som jeg aldrig havde mødt før i mit liv, lukkede mig ind, og jeg lukkede ham ind, på en måde, der er så svær at sætte ord på. At man kan føle sig så knyttet til et væsen, man i realiteten ikke kender, er for mig ufattelig skræmmende, men også meget fascinerende.

    Jeg synes det er utrolig dejligt at man kan være fri til at føle og agere i samværet med Anette og hendes heste, og det synes jeg er en stor gave.