Det behøver ikke at forblive en drøm
Har du eller dit barn en drøm om heste, der aldrig er blevet levet ud? Noget, der trækker i dig omkring heste, som du ikke helt kan sætte ord på? Måske har du en fascination af det store smukke dyr, men mærker alligevel en usikkerhed? Tænker, at det er nok meget farligt og slet ikke muligt.
Men jo, det er muligt! Og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig. Jeg kan hjælpe dig med at forstå, hvordan heste fungerer og oversætte deres kropssprog for dig, så du kan blive tryg i deres selskab.
Kom med ind i flokken
Jeg har en dejlig flok heste, som jeg gerne vil invitere dig med ind i. De lever et liv, hvor de får opfyldt så mange af deres naturlige behov, som muligt. Når man giver heste mulighed for bevægelse og social interaktion, sker der noget med deres systemer. De tuner sig ligesom ind på hinanden og bliver en enhed. De slapper af og hviler i hinandens selskab.
Du kan få en erfaring med, hvordan man kommunikerer med heste. Du kan også mærke, hvad det gør ved dig at være sammen med dem. Du vil opleve forskellige typer heste, der reagerer forskelligt – og påvirker dig forskelligt.
Drømmer du om at sidde på en hest, skal du booke to timer. Enten i forlængelse af hinanden eller på forskellige dage. Så kan vi følge et naturligt tempo, der langsomt men sikkert forbereder dig til at få en rigtig god oplevelse.
Jeg glæder mig til at udforske hestenes verden sammen med dig.