Stella min ledestjerne
Mødet med Stella
Det hele startede med at jeg mødte Stella i 1999 og fik den ide at vi skulle lære at køre med vogn og arbejde i marken. Jeg troede at jeg vidste en hel masse om heste fordi jeg havde redet i mange år og vundet masser af rosetter. Det med rosetterne kunne Stella ikke rigtigt bruge til noget. Jeg kunne nemlig ikke hjælpe hende med at blive tryg og have det godt. Eller rettere jeg opdagede ikke at hun havde brug for hjælp. Jeg troede bare at når hun stod stille var hun ok. Så jeg spændte lidt forskelligt efter hende. Det gik godt – lige indtil det ikke gjorde og hun løb i panik med en vogn og en anden gang en harve. Når jeg ser tilbage var det jeg lavede en form for satsning. Jeg troede vitterligt at vi var forberedte til at gøre det vi gjorde. Men i dag tænker jeg mere på det som en tur på motorvejen i en bil der ikke er gået igennem syn. Bremse, speeder og rat virkede. Nogengange.
Hvordan mon Stella har det?
En dag mødte jeg en mand der spurgte hvordan jeg troede Stella havde det. Altså indeni. Om hun var tryg og sådan noget. Hmmm. Det var næsten helt pinligt at opdage at det havde jeg faktisk aldrig sådan for alvor overvejet. Så begyndte en lang rejse udi at forstå heste. Hvordan de fortæller hvordan de har det. Hvordan man kan hjælpe dem med at blive trygge. Hvordan de lærer. Jeg lærte om alle de ting man som menneske kan gøre for at man bliver mere rar at være sammen med for heste. I særdeleshed Stella.
Stella en sød og dejlig fjordhest som rørte mit hjerte på en måde jeg stadig den dag i dag ikke helt forstår. Hun var utrænet og jeg vidste ingenting. Opdagede jeg. Alle de ting vi lærte var meget svære for os begge. Hun skulle lære at forstå pres. Det eneste hun kendte var at gå imod pres. Og det var hun virkelig god til. Jeg skulle lære at man for at nå et mål må gå alle mulige omveje for at sikre et solidt fundament. Og at det ind imellem tager meget længere tid end jeg havde forestillet mig. Det var jeg ikke særlig god til. Jeg ville bare være god og dygtig – NU.
Parelli
Vi tog på en masse kurser hos Parelli instruktører der kom til Danmark. Cyklede afsted sammen med et hønet på bagagebæreren fordi vi ikke havde nogen trailer. Overnattede undervejs hvis der var længere end vi kunne nå på en dag. Det var fantastisk og jeg blev helt vildt bidt af det. Jeg opdagede pludselig at en hest var så meget mere end jeg nogensinde havde haft fantasi til at forestille mig. Jeg blev utålmodig med kun et par kurser om året og sagde til en af instruktørerne at jeg ville lære hurtigere. Kom med til Schweiz sagde han så det gjorde vi.
Schweiz
Fra maj 2004-maj 2005 var Stella og jeg så i Schweiz. I en Penny-verden jeg ikke vidste at jeg altid havde drømt om. Jeg passede hestene, legede med hestene, red ture hver dag, så hestevideoer om aftenen, og når jeg så skulle sove så drømte jeg om heste. Det var meget intenst og fantastisk at fordybe sig så meget i hesteriet. Jeg sugede til mig og lærte så meget nyt med mange forskellige heste.
Båndet mellem Stella og jeg blev tættere jo mere tid vi tilbragte sammen. Man kommer ligesom ind under huden på hinanden. I starten havde vi jo kun hinanden, indtil vi fik skabt nye relationer der hvor vi var. Men jeg var også meget frustreret fordi der var mange af de ting jeg drømte om at kunne som var meget svære for Stella. Altså virkelig svære. Og jeg ville det virkelig meget.
I schweiz fik vi lært at køre med vogn. Jeg opdagede langsomt hvor bange jeg var blevet på baggrund af vores oplevelser. Så det der med at have tid til at lave masser af gentagelser gjorde en stor forskel. Og vi havde tid til at være meget grundige. Til sidst kunne jeg løbe bag hende uden udstyr på med et par halehår i hånden og gøre alt muligt. Starte, stoppe, dreje, gå over/under/igennem alt muligt. Men når vi sad i vognen og jeg skulle bede hende om at skridte blev jeg skinger og hun trippede afsted. Når min læremester så bad hende om at gå i skridt for gik hun lige så fint og afslappet. Det blev tydeligt at det handlede om mig.
Florida
Da vi kom hjem fra Schweiz tog jeg ret hurtigt til Florida. Over til Parelli-land. Det var det jeg ville og jeg gik efter min drøm. Stella blev hjemme og jeg lejede en hest derovre. En meget sød og rar hest der kunne alt muligt. Forestil jer hvor meget man går i panik når man pludselig en dag opdager at denne dejlige hest begynder at opføre sig ligesom søde Stella derhjemme. Når han fx heller ikke ville løbe hen til mig i trav. Endnu engang blev det virkelig tydeligt at det handlede om mig. En søvnløs nat og masser af spekulationer senere gik det pludselig op for mig at heste ikke enten er trygge eller utrygge men at de konstant skifter mellem disse to sindstilstande. Bedst som man tror man ved det hele opdager man at man kun lige er startet. Fordi man lytter til hestene…
Vi havde teori om formiddagen, demonstrationer over middag og om eftermiddagen eksperimenterede vi i praksis. Forsøgte at samle den viden vi havde fået og koble den til konkret samvær med hesten. Forsøgte at finde ud af hvor vi befandt os som par på læringsstigen. Samtidigt med at vi forsøgte at få hesten til at synes at det var rart også. Tror I der var mange der gjorde alt for svære ting fordi deres ambitioner løb af med dem? Det tror jeg nok I skal regne med – og jeg var også med på det hold. Det er vist et ret menneskeligt træk…
Hjemme igen
Det første Stella gjorde da hun så mig igen var at vende rundt og gå hen i det fjerneste hjørne af folden. Hun kunne læse mine tanker på 100km afstand. Og alle de planer jeg havde om hvad hun nu skulle syntes hun ikke var verdens bedste ide. Så med al den viden jeg nu havde om hvordan heste fortæller hvordan de har det landede jeg i en kæmpe loyalitetskonflikt. Det var helt tydeligt at Stella ikke stod med ørerne fremme og glædede sig til at jeg kom. Der var alt for mange ting hun skulle der ikke var rare og mulige for hende. På den anden side havde jeg alle mine drømme om hvad vi(jeg) skulle. To ting der viste sig at være fuldstændigt uforenelige.
Livet i Lambjergskov
Vi købte vores lille sted i Lambjergskov i 2006. Der var den hektar jord jeg havde stillet som krav når Stella nu også skulle bo der. Sønderjyderne syntes at jeg var bindegal når jeg red rundt uden udstyr og bakkede min hest op i traileren. Det var jeg såmænd nok også. I hvert fald gik det hurtigt op for mig at jeg nok hellere måtte finde noget andet at supplere min indtægt med. Det der med at undervise folk med deres heste og leve af det var lidt for meget op ad bakke.
Så jeg fik job på en døgninstitution hvor jeg ret hurtigt fik Stella sneget ind af bagdøren. Hun var med hver fredag og ungerne var også med hjemme for at være sammen med hende. Alt dette samtidigt med at jeg fortsat drømte om alt det vi skulle lære sammen. Det var svært fordi her i Sønderjylland var der ikke mange andre end mig der fandt på alle disse skøre ting med hestene – eller også kendte jeg dem bare ikke. En dag besluttede jeg mig simpelthen for at stille Parelli på loftet (helt konkret i en kasse) fordi det ikke hang sammen for mig – og slet ikke for Stella.
Det var helt vildt hvad der skete efter det. Det var som om alt forandrede sig imellem os. Døre åbnede sig og vi begyndte at gøre alt muligt. Uforske det vi kunne i stedet for alt det umulige jeg havde brugt så uendelig meget krudt på at presse hende til.
Vi trak træ i skoven. Legede med masser af børn. Stella var med på arbejde. Løb ved siden af cyklen. Hun var min assistent i alle mulige henseender. Unge heste der skulle tilrides, Arrangementer der skulle holdes. Liv der skulle leves.
En sensommerdag i 2009 fandt jeg med et par veninder på at lave en ridelejr. En oplevelse jeg aldrig fik som barn. Så i en alder af 32 var det vel også på tide. Efter et par år gik det op for mig jeg nok ikke kom sådan rigtigt på ridelejr hjemme hos mig selv. Det gav mere mening hvis jeg delte ud af al min viden for så fik vi nogle bedre ture til vandet. Så begyndte jeg at undervise. Vi holder stadig SMH (spas med heste) hver sommer. Det handler om at være sammen. Vi leger på banen med hestene, rider til vandet og hygger med bål og film om aftenen. Kan I mærke hvordan Stellas mission begynder at blive mere og mere konkret?
Hvordan har du det Annette?
I 2011 mødte jeg Truels på det første DHE-træf. Han sad der i solen med sin stråhat på og jeg havde straks en fornemmelse af at vi skulle noget sammen. Har du ikke lyst til at høre hvad jeg laver først spurgte han og smilede. Så jeg hørte hans foredrag om alt det vi mærker i os når vi er sammen med hestene. Efterfølgende sad jeg på toilettet og græd i en halv times tid. Holy moly hvor var der meget kød på. Han spurgte hvordan jeg havde det. Det havde jeg aldrig sådan rigtigt overvejet.
Det blev starten på en rejse udi at forstå hvordan mennesker virker – med udgangspunkt i mig selv. Alle de følelser jeg havde forsøgt at lukke ned for i mig og andre opdagede jeg pludselig at man kunne gøre noget med. Jeg startede på uddannelsen som Hesteassisteret Terapeut i 2012. Stella stod bare på sidelinjen og klappede i sine hove eller hvad hun nu gjorde. Spiste noget græs tror jeg.
Lillegruppelærer
Jeg var blevet uddannet lærer på det tidspunkt og fik job som lillegruppelærer på en lille friskole. Da de ringede mig op var jeg blevet klar over at Stella skulle være en del af dealen hvis de ansatte mig. Så jeg sagde kækt: Jeg har besluttet mig for at jeg kun vil ansættes et sted hvor de synes det er en god ide at jeg inddrager min hest i mit arbejde. Det synes vi lyder som en spændende videreudvikling af vores skole. Så ansatte de mig – og Stella.
Hun kunne stå bundet til et træ med sit hønet og vente på at vi kom ud i frikvarteret og strigle hende. Og gik ture med hende. Malede hende som indianerhest. Hun fik masser af kram og hun fik lov til at slå græs.
Alt dette kunne Stella bare. Hun var fænomenal til det faktisk. Helt enestående.
Lær med heste
I 2013 søsatte jeg mit firma Lær med heste. Det var en lang proces at komme til at tro på at jeg havde noget at tilbyde verden – nu hvor jeg ikke var endt med at blive så dygtig som jeg havde gået og forstillet mig jeg skulle være. Men jeg kunne begynde at mærke det særlige jeg kunne. Det der med at være sammen. Mærke og tage vare på sig, hesten og hinanden. Skabe fællesskaber der bærer. Langsomt begyndte jeg at opdage at det var lige så særligt som at kunne lave noget meget avanceret med heste.
Når jeg underviste hørte jeg ind imellem mig selv sige noget klogt. Det var som om det jeg sagde ikke altid kom fra mig, men var inspireret af noget andet. Jeg begyndte at skrive en masse om livet med hestene. Om den vej jeg går sammen med hestene. Og alt det jeg lærer om livet fordi jeg går vejen med hestene. Når jeg kigger tilbage er Stella den helt store inspiration i mit virke. Det jeg sætter ord på er det jeg har lært af hende. Eller som jeg bid for bid opdager at jeg har lært af hende.
Stellas særlighed
Stella var rigtig god til at lege med børn. Rigtig mange børn. Ligegyldigt hvem der kom på besøg kom de lynhurtigt til at elske Stella. Hun var en fast del af rideholdet mandag eftermiddag og har ofte stået bundet til lygtepælen ved biblioteket når vi lige skulle op og hente nogle bøger. Vi gik i skoven sammen og slæbte træ ud. Hentede konfirmander ved kirken med hestevogn. Red ned og badede hele sommeren. Hun gik og græssede imens vi klædte om. Hvorfor skulle jeg da gå nogen steder? Jeg kunne slippe hende i skoven og jeg vidste at hun fulgte med flokken. Vi kendte hinanden ud og ind.
Men når jeg tog fat i rebet og ville løbe med hende på banen lagde hun ørerne fladt ned. Det har vi gjort det der. Det er vi færdige med. Alle børnene løb hun gladeligt med. Men ikke mig. Vi skal være sammen – ikke gøre sammen. Husk det nu!
Farvel til Stella
Ved årsskiftet 2015- 2016 var Stella begyndt at blive rigtig gammel. Hun blev meget tynd og maven ville ikke rigtigt fungere. Vores datter Silja var knap et år gammel og jeg glædede mig til at hun skulle lære alt muligt om heste af Stella. Jeg prøvede alt som man jo gør. Men lige så langsomt begyndte det at gå op for mig at det var ved at være tid. En god veninde sagde at jeg ikke måtte vente til hun tabte vinterpelsen. Jeg vidste det godt men ville ikke indse det. Hun skal lige se kirsebærtræerne blomstre bare en gang til. Så gjorde jeg det. Ringede til dyrlægen. Hun kom og det var den smukkeste oplevelse. Ro og fredfyldthed. Flokken var alle en del af det. Hun var klar. Missionen var tilendebragt. Jeg kunne selv nu.
Følelsen af at hjertet bliver revet over og at man aldrig bliver glad igen. Tomheden. Jeg følte mig så alene. Jeg havde min familie og mine andre heste. Men uden Stella følte jeg mig uden retning. Som om jeg ikke kunne finde vej. Smerten var stor og sorgen altfavnende.
Midt i alt dette traf jeg en beslutning. Man ved ikke altid hvor sådan en kommer fra, men jeg kan godt lide at tænke på at det var Stella der inspirerede mig. Jeg besluttede mig for at smerten var god. At den var meningsfyldt. At den var proportional med alt det fantastiske vi havde oplevet sammen. Vi havde lukket hinanden ind i vore hjerter. Vi havde elsket hinanden. Og jeg besluttede mig for fortsat at elske. At lukke andre ind i mit hjerte. Selvom jeg vidste at det også betød ja tak til smerten. Tårerne triller stadig ned over mine kinder når jeg fortæller om dette. Jeg mærker smerten, men også kærligheden. Taknemmeligheden. Tænk sig hvad der kan komme ud af mødet med en hest.
Ringene i vandet
Jeg har lovet Stella at ringene i vandet ikke stopper her. Alt det hun har rørt i mig vil jeg dele med verden. De gaver jeg har fået i så rigt mål er ikke mine fordi jeg skal have dem men fordi jeg skal dele dem. Det kan du tro jeg vil gøre kære Stella. Jeg er i fuld gang.
Stella-metoden
For noget tid siden kom jeg til at bruge ordene Stella-metoden om den måde jeg arbejder med mennesker og heste på. Det føltes ret fantastisk. Det er jo lige det det er.
Den handler om at føle sig rigtig og god nok. Om at have det godt med at være lige den man er. Både heste og mennesker. Om at lytte til hinanden. Gøre os umage og sætte ord på os der kan forstås. Så kan vi gå i dialog med hinanden. Finde en fælles vej at gå på. Vi kan mødes og følges ad i livet. Vil I med? Det bliver en spændende rejse er jeg sikker på.
