Tak Stella fordi du lærte mig værdien af de små skridt. Alt gik meget meget langsomt med dig – alt for langsomt for min smag. Men du kunne ikke andet og havde ikke travlt. Senere, meget senere opdagede jeg værdien i at kunne være langsom.
Jeg husker så tydeligt denne dag billedet blev taget. Det var på den gård hvor jeg mødte dig, og jeg havde lige opdaget, at der var noget der hed horsemanship. Fyr og flamme trænede vi på livet løs. Ærligt skal siges, at jeg nok var mere fyr og flamme end dig. Det var også virkelig svært, det jeg bad dig om. Man skulle fx både gå forlæns OG baglæns – og op på paller og alt muligt. Min veninde der tog billedet, hun tvivlede på at du nogensinde ville komme op på en palle igen, så svært var det for dig.
Men hun vidste lige så lidt om heste som jeg på det tidspunkt – uden at have den fjerneste anelse om det. Vi havde jo redet i masser af år, og troede selv vi var ret kloge. Men vi kendte ikke noget til den indre hest. Der var ikke nogen der havde lært os, hvordan man spørger en hest om, hvordan den har det. Min antagelse om, at en hest der står stille er tryg, blev fx ret farlig en dag jeg fandt på at spænde en vogn efter dig, men det er en helt anden historie.
Mange år senere blev det at træde op på noget dit glansnummer. Selv det mindste barn kunne gå rundt på banen med dig, og du trådte villigt op på alt muligt. Du fik et kæmpe kram og var den bedste hest i verden, fordi du var så dygtig. Til at stå stille. Der findes jo ikke noget bedre for sådan en skøn gul hest <3
