Tak Stella fordi du gav mig erfaringen af, at små frø kan blive til store planter. Det vigtigste er ikke, at man kan, men at man vil. Hvis man vil noget nok, gør man det der skal til for at lære det.
Lægger timerne i det. Rækker ud og beder om hjælp, når man er nået til kanten af ens viden og kunnen. Finder modet til at betræde nyt land og gøre ting, man ikke har prøvet før.
Sammen med dig Stella, var jeg villig til at gøre hvad som helst. Hvad som helst for at lære at blive det bedste menneske jeg kunne for dig. Sammen udviklede vi os til at kunne ting, jeg ikke havde haft fantasi til at forestille mig. Det ene skridt tog det andet, og pludselig var verden forandret. Du var blevet en anden – og jeg var blevet en anden.
Mange mennesker har bakket os op og troet på os på rejsen. Det hjælper, når man selv er i tvivl, imens man vokser. Noget der støtter og inspirerer en i den sårbare fase, hvor man har strukket sig uden helt at kunne bære sig selv endnu.
Det paradoksale er, at man ikke altid selv erkender, at man vokser selvom man gør. Verden ser ind imellem anderledes ud indefra, end den gør udefra. Jeg havde lavet hestelejre i flere år inden det gik op for mig, at det gav mening, hvis jeg begyndte at undervise. At jeg var vokset til at være noget, som det gav mening for andre at strække sig efter.
Dig og mig Stella. Sammen var vi blevet til nogle store planter, der smed frø. Frø der kunne spire og vokse. Sammen var vi i gang med at forandre verden. Tænk sig.
