Tak Stella fordi du har lært mig, at det ikke er dårligt at være langsom. Det er godt nok noget at vide i sin kerne, her i 2021, hvor alt skal gå så rasende stærkt. Jeg var i mange år ret frustreret over dit tempo, men nåede heldigvis at indse værdien af det.
Jeg har altid haft travlt med alt muligt. Jeg gjorde og gjorde og gjorde. Jeg havde en ide om at når jeg var færdig med det så… Jeg ved ikke, hvad det var jeg forventede ville ske. Så ville jeg blive lykkelig. Så ville alle problemer være løst. Så ville jeg aldrig mere glemme min madpakke…
Måske handlede det om at være god nok. Når jeg kunne det og det så… Så ville hele verden opdage at jeg var god nok. Måske ville jeg endda selv tro på, at jeg var god nok.
Men vejen med dig blev hele tiden anderledes, end jeg havde tænkt. Jo mere jeg knoklede og kæmpede, jo mere modstand oplevede jeg. Jo mere jeg lyttede til dig, jo mere hørte jeg at du ikke ville det, jeg troede vi skulle. Men hvad så? Hvis ikke man skal derhen, hvor man tror man skal hen, så mister man retningen. Jeg gjorde i hvert fald. Følte mig fortabt. Troede at jeg havde mistet lysten til at lege med heste.
Man kan jo ikke bare være sammen og ikke gøre noget. Vel? Eller kan man? Hvordan gør man det? Pludselig ender man måske med, at gøre noget man får lyst til. En ide der dukker op. Da vi satte farten ned sammen og begyndte at tage hinanden alvorligt, nåede jeg at opdage ideerne. De små forsigtige indskydelser. Gad vide om man kan…
Vi begyndte at udforske verden. Sammen. I gult tempo <3
