Tak Stella fordi du lærte mig, at det ikke altid er det, man tror man skal, der er det rigtige for en. Du blev troligt ved min side, imens jeg gjorde alt det, jeg troede jeg skulle. Og alligevel var der altid noget andet, du inviterede mig til at mærke.
“Jeg er mig, Annette, og jeg kan ikke lave mig om”.
Med alt det pres jeg har budt dig igennem årene, tror jeg næsten at du havde gjort det, hvis du kunne.
Den dag jeg ‘gav op’ og satte dig fri, var det som om alt forandrede sig. Som om du foldede dig ud, som den blomst du altid har været.
Alle de små og store mennesker du kom i berøring med efterfølgende, fik samme invitation.
Vær den blomst du allerede er. Der er ikke noget, du kan eller skal gøre for at være god nok. Det er du allerede <3
