Tak kære Stella fordi du lærte mig, at det handler om at være sammen. Jeg har alle dage troet, at det handlede om alt det, man kunne gøre.
Jeg startede, som så mange andre hestetossede børn, på en rideskole. I starten med at strigle og muge ud, indtil jeg fik lov til at være med på holdene. Der lærte vi, hvordan vi fik hestene til at gøre alt muligt. Mine forældre var på ingen måde trygge ved hestene, så det blev mit eget projekt. Jeg boede nærmest på rideskolen, og vi lå ofte i halmen og snakkede, mens vi spiste gulerødder og gammelt rugbrød. Vi kunne bare ikke få nok af at være sammen med de store pelsede dyr.
På et tidspunkt fik jeg halvpart i en pony, Kavaler. Jeg kørte med glæde min avisrute, fordi det betød ubegrænset adgang til min næsten helt egen hest. Det blev nøglen til et frirum, der blev meget vigtigt for min trivsel. Vi var sammen hele tiden og kunne det meste. Stævner, ringridning, skovture. Kun fantasien satte grænser.
En dag blev jeg for stor til Kavaler, så jeg fik halvpart i en stor hest. Mine veninder var blevet ambitiøse og venskabsstævnerne blev til distriktsstævner. Man skulle have rytterlicens! LC blev til LA, og øvelserne blev mere avancerede end det, jeg kunne begribe. Præstationspresset voksede, og snakkene i halmen blev sjældnere. En dag kunne jeg ikke længere retfærdiggøre overfor mig selv, alle de omkostninger det havde at have være sammen med hestene. Det var ikke tiden og pengene værd. Det var simpelthen ikke sjovt længere.
Der gik 4-5 år inden jeg, ved en tilfældighed, begyndte at være sammen med heste igen. Jeg gik på Landbohøjskolen, og jeg fandt ud af at dyrlægerne havde nogle fjordheste stående. Inde midt i København. Som man kunne få lov til at strigle på og gå en lille tur med. Jeg var fuldstændigt solgt. Åh hvor havde jeg savnet at være sammen med heste. Duften. Pelsen. Det rum vi havde sammen.
Kort tid efter mødte jeg dig, Stella, og blev grebet af tanken om, at vi kunne udføre et reelt stykke arbejde sammen. Med vogn og harve fx. Eller trække træ ud af skoven. Jeg var fyr og flamme og gjorde alt for at det skulle lykkes.
Men jeg vidste ikke alt det om heste, som jeg troede. Du løb med både det ene og det andet, fordi jeg ikke kunne hjælpe dig med at blive tryg.
Jeg opdagede, at der var noget der hed natural horsemanship. Så begav vi os ud på den rejse, med en masse ambitioner om hvad vi nu skulle lære at gøre.
Hele tiden fik jeg samværet med heste til at handle om noget, vi skulle kunne. Nøj, hvor har jeg været mange år om at opdage, at alt guldet var lige der.
Jeg opdagede, at det handlede om at være sammen. Og ved nærmere eftertanke har præcis det været min motivation for at søge hestene helt fra starten. De kunne rumme hele mig. Vi kunne mærke hinanden. Vi kunne være sammen ❤️
