Jeg gik med fjordhesten Bronco på stranden. Han trak i mig og jeg trak i ham. Han ville vist hellere gå et andet sted i et andet tempo end jeg. Det var ikke specielt rart for nogen. Så jeg valgte at give slip på ham og lade ham selv finde en vej. Ahhh føltes det, som om han sagde. Tak for det.

Tillid

Det handler om tillid. Tillid til at vi ved, hvad vi har brug for. Tillid til, at andre ved, hvad de har brug for. Tillid til, at det vi har brug for, er ok med resten af verden. Tillid til, at det, de andre har brug for, er godt for dem. Tillid til, at hesten bliver sammen med de andre. Ikke mindst.

Vi må godt

Ind imellem mærker jeg den der helt absurde følelse af, at jeg ikke må få det, jeg gerne vil have. At jeg ikke må have det godt. At det ikke sådan livet er skruet sammen. Men det er det altså. Uanset hvor svært det end måtte være at tro på, så må vi gerne gøre det, vi har brug for. Vi må gerne have det godt og trives. 

Det kræver mod

Ind imellem er de behov vi mærker ikke helt rationelle. Sådan er det, når der er følelser involveret. Men derfor er de vores behov alligevel. Det kræver mod at sige højt, hvad man har brug for. Man giver udtryk for sin sårbarhed. Bliver det mon modtaget med respekt eller bare trådt på?

Vi har et ansvar for hinanden

Sammen kan vi hjælpe hinanden med at lytte mere til os. Hvis vi tager hinanden alvorligt, kan vi måske i højere grad tage os selv alvorligt? Så kan vi nøjes med at tage os sammen der, hvor det er pinedød nødvendigt. Det er vigtigt at kunne begge dele. Vid hvornår du tager dig sammen, så du kan skabe rum for det, der dukkede op ubelejligt på et senere tidspunkt.