Det er så fascinerende at opleve hvordan et fællesskab opstår, uden man egentlig opdager det. Pø om pø, en lille smule af gangen, lærer vi hinanden at kende. TIlliden vokser og vi begynder at turde sige mere om hvordan vi virkelig har det. 

Hjælp og bliv hjulpet

Vil I lige vente? Skal vi vente på dig? 

Må jeg ikke ride foran dig? Vil du ride foran? 

Må jeg låne …? Vil du låne?

Har du lyst til at …? Jeg har lyst til at … 

Osv.  

Det kræver mod

Når vi har mod på at være ærlige omkring vores behov, får vi mulighed for at investere i hinanden. I begge retninger. Det er rart at få hjælp, men det er også rart at få lov til at hjælpe. Deraf vokser fællesskabet. Når man kan alt selv, har man ikke brug for andre. Man lukker dem på en måde ude. Og sig selv inde. Eller er det mon omvendt?