Kære Stella. Tusind tak for alle de skønne steder du tog mig med til igennem årene. Vi startede med at tage en uge til Rømø sommeren 2002 – altså dengang vi boede på Sjælland. Det var lidt vildt, synes jeg. At man bare ringede til en vognmand, og bad ham om at køre ens hest til den anden ende af landet – fordi det kunne man tænke sig. Men det gjorde vi, godt hjulpet på vej af nogle tossede hestetøser vi havde mødt på vores vej. Sommeren efter tog vi 2 uger til Tyskland på camp. Hvor crazy er det lige. Men det gjorde vi – og så var stilen ligesom lagt. Så var der jo ikke så langt at springe, da muligheden bød sig, og vi kunne komme med til Schweiz i 2004.
Jeg var på rejse med dig, og på en eller anden måde var jeg aldrig i tvivl om, hvad vi skulle. Når det næste skridt bød sig, var jeg klar – med dig ved min side. Fra Schweiz tog vi til Als, hvor vi slog os ned. Mit eneste krav til hvor vi skulle bo, var en hektar jord så der var plads til, at du også kunne bo der. Først tog jeg godt nok lige et smut til Florida for at lære lidt mere om heste, men der fik du lov til at blive hjemme.
Når jeg kigger tilbage på den indre rejse, der foregik imens du tog mig med rundt i verden, bliver jeg virkelig ydmyg og taknemmelig. Alle de ting jeg gjorde og forsøgte at lære, var for din skyld. Jeg var på det tidspunkt blevet klar over, at jeg ikke var guds gave for en hest. Men jeg ville simpelthen være det bedst mulige menneske, jeg kunne være for dig. Og ved du hvad jeg opdagede en dag? Jeg var efterhånden blevet et meget bedre menneske – også for mig. Tænk sig at møde nogen, der kan lære én at være god for sig. Så bliver det ikke meget større. Tak.
