7. December – Der ER en vej

Annette og Stella river hø. 2007

Tak Stella fordi jeg sammen med dig kunne erfare at der ALTID er en vej. Uanset hvor håbløst og umuligt noget kunne se ud, var der muligheder. Måske lang og en anelse kringlet, men den var der. Mennesker vi mødte på vores vej. Ideer der dukkede op. Nye strategier der kunne afprøves. Det var ligesom ikke en option at give op. Måske tog det lang tid. Måske var det bøvlet. Måske kostede det penge. Måske var der nogle kameler der skulle sluges…

Dette billede af hvor vi river hø sammen på marken, betyder noget helt særligt for mig. Det der med at være til nytte i landbruget med heste, var med til at kickstarte min rejse med dig. Og holy moly sikke en rejse. Når de to blinde tager på tur, er der lagt i kakkelovnen til det helt store show. Ingen af os anede noget om at køre med vogn – og det viste sig jo at jeg heller ikke var helt så klog på heste, som jeg troede. Heldigvis var der ingen af os der døde undervejs, men det var tæt på. Sådan føltes det i hvert fald. Heste der løber fra noget, der er spændt fast til dem, løber ret stærkt. Så tænk sig at vi knap 10 år efter vi mødtes kunne dette. Så er alt muligt. Hvis man er villig til at gå vejen.

Mulighedskasketten har jeg taget til mig. 

Og jeg har igen og igen hørt mig selv sige. 

Der ER en vej. 

Det ved jeg. 

Fordi det har jeg besluttet mig for. 

Punktum.