Jeg har lige læst Black Beauty. En historie skrevet af Anna Sewel i 1877 om et hesteliv fortalt fra hestens perspektiv. Hvordan livet som hest hænger uløseligt sammen med hvordan deres mennesker har det og hvilke omstændigheder livet byder dem.
Det giver stof til eftertanke. I denne tid hvor debatten om hestevelfærd har nået nye højder, og talen går på hvad det er i orden at ‘bruge’ heste til. Sport? Fornøjelse? Terapi? Samvær? Nu hvor arbejde og krig er streget på denne liste, findes hestene stadig i vores samfund og dækker andre behov. Hvad er ok og hvad er ikke?
Det er ikke på ingen måde nyt, at heste har det forskelligt afhængigt af hvilke mennesker de trækker i lotteriet. Sådan var det også at være kørehest på Black Beautys tid for godt og vel 150 år siden.
Bange mennesker, stolte mennesker, vrede mennesker, fulde mennesker, pressede mennesker, mennesker der gerne vil passe ind handler ikke rationelt og som de måske egentlig helst ville når det kommer til stykket. Og det betyder noget for det liv hestene lever sammen med deres mennesker.
Man har hest som man er menneske. Det er den erfaring jeg har gjort mig. Det, der er i vores poser, kommer ud i samværet med hestene. Det bliver på en måde tydeligt hvem vi er, når vi er sammen med hestene.
Ikke hvem vi gerne vil være – men hvem vi virkelig er.
Ikke hvordan vi gerne vil have det – men hvordan vi virkelig har det.
Derfor skal vi hjælpe mennesker med at udvikle sig, hvis vi for alvor ønsker at hjælpe hestene med at få det bedre.
Det gør vi efter min mening ikke med pegefingre, regelsæt og kontrolinstanser. Det gør vi ved at sætte farten ned og lytte til hinanden. Lede efter hvor hesteglæden gemmer sig. For den bor lige i nærheden af livsglæden.
