Der formuleres tanker forlivet løs blandt hestene

Der formuleres tanker for livet løs blandt hestene

Som jeg sidder her på en af de første forårsdage i 2013, omringet af nysgerrige, høgumlende heste føler jeg mig ydmyg og ufatteligt taknemmelig. Jeg føler mig samtidigt gennemstrømmet af en ubændig trang til at dele. Tiden er inde, tiden er virkelig kommet til at ‘Lær med heste’ skal tage sit første skridt derud i livet hvor ingen kender detaljerne.

Det handler om at lære, turde lære – og det kræver mod af dimensioner. Turde være den man er, for kun derfra kan man bevæge sig videre – udvikle sig. Livet er en lang rejse hvor man undervejs ikke kan undgå at støde på udfordringer. Man tænker og taler, man træffer valg og handler – men hvad er det der afgør hvordan? Man lærer af sine forældre og i skolen får man udgpeget en eller flere lærere der er med til at forme hvem man er. Men man kan også møde andre lærere i sit liv der får betydning for hvem man er. Afgørende er, at man lukker dem derind hvor tvivlen, usikkerheden og sårbarheden bor. For det er derfra skridtene tages, det er der man har mulighed for at tillægge sig nye handlemønstre og videreudvikle sine evner.

For mig har hesten været central på denne rejse. Allerede som ung tog hestene mig i hånden og var med til at skabe et rum hvor der var plads til hele mig. I 1999 mødte jeg fjordhesten Stella der stadig den dag i dag, trofast og vedholdende fortsætter med at vise mig nye facetter af livet på den mest kærlige måde man kan forestille sig. Jeg føler mig ikke overbevist om at jeg altid har været 100% behagelig og rar at følges med og det hører til mine nyere erkendelser at det er ok. Når man lærer er det allervigtigste fundament at man er tryg. Hvis man har en følelse af at man skal gøre alting rigtigt første gang kan man umuligt være tryg, da man til alle tider således vil være fyldt med angsten for at komme til at fejle.

Og min intention er at fortsætte med at lære til jeg dør! Og hvis man lever flere gange fortsætter jeg der 😉 Jeg vil tillade mig selv konstant at blive klogere og ændre mening – og mit håb er at jeg kan inspirere andre til at gøre det samme. Det man kan forvente i samspil med ‘Lær med heste’ er således tiltag der har til hensigt at kaste lys på hele det læringspotentiale der ligger gemt i relationen mellem heste og mennesker. Og jeg har systemet sprængfylt med idéer! Glæder du dig? Det gør jeg. Vi ses derude 🙂