Annette, Luna og Nova i ‘Horse and dog trail’ til DHE-træf 2011
Kontakt er en noget kompleks størrelse der lidt ligesom sæbe der har det med at smutte når man forsøger at definere og præcisere hvad det er – og ikke er. Men jeg vover pelsen og deler hermed min version (anno marts 2013 ;-)). Følgende er nogle tanker jeg har gjort mig derom – altså intet definitivt eller støbt i beton, men blot et øjebliksbillede af mine hidtidige filosofiske betragtninger.
I princippet er kontakt noget vi alle har en instinktiv forståelse af, noget vi ikke er i tvivl om hvordan føles – om ikke andet så i hvert fald når vi mister den. Og det er et fantastisk godt udgangspunkt – for det vi kan mærke kan vi også handle på! De fleste har nok prøvet at være sammen med nogen, måske oven i købet være fordybet i samtale med en, når telefonen ringer og den anden pludselig ‘forsvinder’ ind i telefonsamtalen. Kontakten brydes og man sidder ‘alene’ tilbage til trods for at man stadig er i samme rum. Kontakt er, som jeg ser det, noget der opstår imellem imellem to eller flere opmærksomme individer, der så at sige ‘stiller ind på samme kanal’ samtidigt. Helt afgørende er, at kontakt kræver at alle involverede må byde ind med ‘hele dem‘ – intet mindre kan gøre det!
I samspillet med vores heste er der to sider af mønten som er værd at kigge nærmere på, menneskets og hestens evne og vilje til at ‘byde ind’og være i kontakt. Mentale og følelsesmæssige ‘forstyrrelser’ af systemet forekommer jo på begge sider af ‘nettet’.
Hos et menneske kan problemer med at byde ind fx vise sig hvis man bruger energien på at spekulere og tankerne myldrer på øverste etage – opmærksomheden er da på en masse andre ting end dem der er her og nu. Følelser kan også fungere som støj på linjen. Er man kommet i kontakt med følelser man ikke kan/ønsker at vise (angst,vrede, utålmodighed, frustration osv) kan man komme til at virke mere fjern og svær at mærke. Når man lukker af for sig selv, kan andre (også heste) opleve det som om man også lukker af for dem. Set i dette perspektiv er evnen til at være nærværende helt afgørende for den opmærksomhed man er i stand til at byde ind med. Samtidig er det vigtigt at turde være med de følelsestilstande der dukker op. Et ønske om at arbejde med kontakten på egen banehalvdel kan med det udgangspunkt handle om at udvikle sin evne til at være tilstede i nuet og skabe et rum hvor man mærker og accepterer egne følelsestilstande. Store arbejdsområder for ethvert menneske, men hvorfor ikke starte med det samme? Vores heste vil elske os for det 🙂
Hos hesten kan forstyrrelser i opmærksomheden efter min opfattelse ligeledes være af mental og følelsesmæssig karakter. Det kan ofte være svært at identificere hvad der er hvad, men måske er det ikke så afgørende – hvis blot man vælger at handle på det? Vil hesten fx gerne opholde sig nær udgangen af ridebanen kan det måske være fordi den hellere vil spise græs med sine makkere – eller fordi den måske føler den sig utryg og alene på banen? Begge dele formindsker den oplevelse af kontakt man som menneske har med hesten. Mental og følelsesmæssig støj på systemet betyder at man er nødt til at ‘råbe’ for at blive hørt – noget vi mennesker meget ofte ubevidst kommer til at gøre – også med vores krop – når hesten ikke gør hvad vi beder om. Resultatet kan være hiv, slid og kamp eller i hvert fald en hest der ikke reagerer på de små signaler man ønsker sig – og det er ikke rart for nogen. Glem aldrig at heste kan mærke når en flue lander på deres pels, også fjordheste ;-)…
Der kan være forskellige strategier at benytte i de forskellige situationer og man vil hurtigt få feedback på om man har tolket hestens tilstand rigtigt. Hesten der tænker på at være andre steder er ikke motiveret til at gøre det stykke arbejde man beder den om. Mere variation og større udfordringer kan være strategier man vælger at bruge i et forsøg på at fastholde hestens opmærksomhed og interesse. Byder du den utrygge hest mere variation og større udfordringer vil du nok ofte opleve at utrygheden øges. Sætter du derimod tempoet ned og øger gentagelserne vil den utrygge hest ofte begynde at slappe af og trække vejret. Byder du til gengæld den umotiverede hest lavere tempo og flere gentagelser vil den formentlig stemple endnu mere ud og evt. søge forskellige udveje for at undslippe ‘arbejdet’ (gå ind i sig selv eller blive udadreagerende).
Man kan blive usikker på at handle når man erkender disse modsatrettede behov hos hesten. Men min erfaring er, at jo bedre kontakten er – jo bedre bliver man til at vurdere hvad der er på færde i hesten. Og erfaring kommer jo ikke bare sådan uden videre. Der må nødvendigivs begås fejl, man må turde fejle for at kunne lære og udvikle sig. Jeg tænker ofte på at bevidst begåede fejl nogengange speeder denne proces op og det kan jo være lidt en trøst…
Kontakt er og vil altid være menneskets ansvar, uanset om udfordringen ligger på ens egen eller hestens banehalvdel. Det er os der har evnen til at reflektere og tænke os frem til at kunne ændre handlemønstre på den ene eller den anden måde. Altså: Byd ind med den kontakt du ønsker at have! Kun på den måde får hesten chancen for at være med – og det øgede nærvær/opmærksomhed der automatisk følger med giver meget bedre mulighed for at fornemme hestens behov og finde passende strategier for at udbygge kontakten.
Giver det mening eller vrøvler jeg? Lad os diskutere og sammen blive klogere på dette så afgørende aspekt af samværet mellem mennesker og heste. Glæder mig til at høre hvad du tænker!
