I går var en særlig dag. Jeg fik nemlig lyst til at trave på Showtime for allerførste gang. Hesten, som jeg fik forærende for snart 10 år siden, fordi han var dømt både sindssyg og livsfarlig. Jeg har altid sagt, at jeg ikke har noget behov for at trave på ham. Han bliver for glad og så bliver jeg utryg, Den hest er virkelig adræt, kan bevæge sig – og gør det 😀
Der var en periode, hvor jeg bøvlede lidt med, om jeg burde arbejde lidt med traven. Jeg kan jo ikke tage rundt og undervise alle mulige andre med deres heste, og så ikke kunne trave på min egen hest, vel?
Kender I burde? Alt det man synes man burde skulle kunne – for slet ikke at tale om hvad man synes ens hest skulle burde kunne? Jeg er SÅ træt af burde. Ikke nok med at man ‘burder’ sig selv, men der hvor man selv løber tør for ideer til, hvad man kan slå sig selv oven i hovedet med, tager resten af verden over. Veninder, forældre, undervisere og alle mulige andre har travlt med at synes en hel masse om en hel masse, de overhovedet ikke skal blande sig i.
Det ligger i definitionen af ordet ‘burde’, at man først tager det i brug, når noget ikke er, som man gerne ville have det til at være. Man er forkert, er ikke god nok, slår ikke til osv. Et skamspor, der kører ret velsmurt i de fleste af os.
Men med Showtime har det altid været anderledes, eller er blevet det – i hvert fald for mig. Han skal og vil bare ikke være nogens projekt. Det har han illustreret mere end en gang. Han vil ikke fikses og man skal ikke regne med, at man kan få ham til noget fint og fancy, man kan sole sig i. Nogen gange er han ridehest, andre gange ikke. Han skal ikke tages for givet. og man skal ikke i stolthed tænke, det skal jeg nok få ham til. Det VED man simpelthen bare, at det kommer man ikke nogen vegne med. Man kommer højst til skade…
Det har jeg igennem årene lært af Showtime. Mig som troede at jeg skulle lære ham en hel masse da han flyttede ind 😉
Og så sad jeg lige pludselig der i går på vores ridetur og fik lyst til at bede ham om at trave. Luna var med i snor ved vores side, så trygheden var der styr på. Han troede nærmest ikke rigtigt på, at det var det, jeg bad ham om. Så fandt han traven, 4-5 skridt, så satte jeg ham ned i skridt igen. En gang til. Og en gang til. Jeg smilede over hele krydderen. Det er sådan det skal føles. Bobler der fylder kroppen på en dejlig måde. Fordi man er tryg. Og har lyst. Og hesten kan. Det er en god følelse.
Det må godt tage 10 år. Man må godt vente til man får lyst <3
