Vi beder vores børn om det dagligt – og vores heste. Men går vi selv derud hvor vi ikke kan – når vi har valget? Går vi frivilligt derud hvor vi oplever følelsen af frustration over en krop og/eller hjerne der ikke vil som vi vil? En besked vi får, som vi tror vi udfører rigtigt. Hvor vi bliver bange for om vi nogensinde kommer til at kunne…

Det er det kraftfulde sted, hvor vi udvikler os og lærer. Kommer til at kunne noget i dag, som vi ikke kunne i går. Men det er ikke bare noget man gør. Ind imellem kommer vi måske til at sige bare når vi instruerer nogen i noget de ikke kan. Men har vi stadig en erindring om det ubehag det indebærer at være på dette sted, hvis vi som voksne altid fortsætter med at gøre ting vi kan i forvejen? Kan vi sætte os ind i den risiko for manglende succes og accept det altid indebærer når man gør noget man ikke har erfaringer med?

Vi siger til vores børn, klø på og læs hver dag! Daglige gentagelser, det er det, der skal til hvis du vil lære, hvis du vil knække koden. Og de gør det, ser ‘du kommer aldrig til at kunne det’-monsteret i øjnene konstant og hele tiden. Måske bliver det i stedet til en ‘når jeg gør en ihærdig indsats for at lære noget så lykkes det’-fe der sidder på deres skulder og bakker op. Hvis vi voksne vel og mærke er i stand til at balancere udfordringernes sværhedsgrad med barnets indre virkelighed. Det er nemlig et vilkår som barn at skulle lære. Men kan vi voksne få os selv til at gøre vi noget hver dag der føles svært, hvor vi konfronteres med følelsen af ikke at slå til og være god nok?

Vi beder vores heste om at forholde sig til ting de er bange for. Du må nærme dig, forholde dig til det farlige for at det kan blive anderledes. Jeg er her for dig, sammen med dig, men jeg kan ikke gøre det for dig. Nærmer vi voksne os noget – af fri vilje – som vi er bange for, eller organiserer vi vores liv så vi ikke behøver mærke den trælse følelse af kolde håndflader, et bankende hjerte og sitren indeni? Vi er jo nødt til at nærme os ting, forholde os til dem for at det kan blive anderledes…