Om at konkurrere og angsten for ikke at være god nok

Jeg har igennem længere tid haft lyst til at skrive et indlæg om konkurrencer og hvad det gør ved mig. Som regel når jeg får sådan en idé kan jeg slet ikke stoppe når jeg først kommer i gang med at skrive. Men denne gang var der virkelig klumper i ‘blækken’ og alt jeg forsøgte at skrive kom til at virke forceret, uinspirerende og overtænkt. Pludselig gik det op for mig at det måske var fordi at jeg allerede havde skrevet indlægget – dog i form af et brev til Helle Knudsen og resten af holdet der har arrangeret DHE-træf siden 2011. Måske giver det mening for andre end Helle at læse? Jeg må have set anderledes ud udenpå end jeg har føltes indeni (mon ikke det ofte er sådan?) – fordi der er flere der har givet udtryk for undren over at jeg virkelig skulle have haft det på den måde jeg beskriver. Følelser er ikke rationelle – men alligevel definerer de den verden man oplever. Sådan er det bare. Ulogisk. Ikke kontrollerbart. Af og til bare helt almindeligt træls… Men ikke for evigt begynder det langsomt at gå op for mig.

_______________________________________

Kære Helle og resten af DHE-teamet

Jeg har lyst til at fortælle jer om hvad det har gjort for mig at deltage i DHE-træf. Her efter 3 træf begynder jeg at få et lille billede af udviklingen der har fundet sted i mig. Det er lidt som en slags indikator for min udvikling for det er virkelig et sted jeg bliver udfordret. Selvfølgelig er det ikke noget der ene og alene skyldes træffene, men det har sat noget i gang jeg er dybt taknemmelig over. En udvikling jeg har længtes efter, men som jeg ikke vidste hvor jeg skulle finde.

Jeg kunne til at starte med nok i virkeligheden slet ikke forstå motivationen og drivkraften i forhold til konkurrencemomentet i konceptet der for mig ikke har været interessant. Jeg kom i starten ene og alene for træffets og netværkets skyld og ‘tolererede’ konkurrencerne som en slags ‘nødvendigt onde’. Jeg mødte Truels Vallø Bisgaard på det første træf og han satte der hurtigt ord på hvad det var der var svært i forhold til at konkurrere. Noget med at vise det mest dyrebare man har frem, blive bedømt og risikere ikke at føle sig god nok. Efter hans foredrag tilbragte jeg en halv time på toilettet med at tude fordi det bare lige prikkede hul på en masse svære ting. Jeg er sådan skruet sammen at jeg straks tænkte ‘det må jeg have noget mere af’. (Året efter startede jeg på hans uddannelse som jeg nu næsten er færdig med.)

312379_2330187541161_1443918126_2687406_6818615_n[1]
Annette, Luna og Nova i Horse and dog trail, DHE-træf 2011
På det første træf i 2011 var det meget svært for mig at være tilstede sammen med Luna når vi var på banen. Jeg kunne ikke tænke og det hele blev meget forceret. Vi skulle jo det og det og det. Jeg ved godt der stod i papirerne at man skulle lytte til hesten, tage gode beslutninger og alt det der – men det kræver jo altså at man kan tænke Jeg mødte en masse mennesker som jeg havde meget til fælles med. Men det var ikke let. Der hvor jeg var på det tidspunkt, var jeg ret usikker på det jeg lavede med hestene. Jeg kom meget let til at føle mig forkert. Hvis de andre var rigtige måtte jeg være forkert – og ind imellem syntes jeg at jeg var rigtig og alle de andre var forkerte. Et fint lille forsvar der var sat i værk for at sikre min eksistens. Dommeren var en idiot – og ligeledes de deltagere jeg tabte til. Det gjorde mig vældig flov at tænke sådan (man er vel godt opdraget ;-)) men langsomt gik det op for mig at det jo var fordi jeg slet ikke kunne finde ud af at konkurrere. Mig der troede at jeg ikke gad konkurrere…

DHE-træf 2012 oprandt og jeg meldte mig til et par klasser mere end første gang og endnu engang til showklassen (selvom jeg vidst ikke helt forstod hvorfor og hvad jeg havde gang i – det var jo sindsygt angstprovokerende at skulle vise noget, uden at ville vise sig eller noget i den stil.) Til dette stævne lykkedes det mig at være der for Luna når vi var på banen – med kulminationen i showklassen der var et kæmpe breakthrough for mig. At kunne være sammen med, mærke og lege med Luna til trods for at alle kiggede på. Det var en helt ufattelig oplevelse og jeg var meget rørt efterfølgende. Det var så vildt at andre også havde kunnet mærke os og det vi har sammen. Selv dem jeg ikke kendte. Jeg undrede mig, men begyndte at tro på at der var noget jeg kunne. At det kunne være godt og rart at være på banen og blive set og hørt på. Jeg talte med nogle af de andre heste mennesker og fik fundet ud af at de var mennesker ligesom mig. At de også var i tvivl og ikke nødvendigvis følte de vidste alt. Mystisk at det skulle være så stor en erkendelse. Men jeg var stadig ikke helt til stede udenfor banen. Jeg glemte aftaler, forsvandt i samtaler og dem jeg var afsted med undrede sig over hvor den Annette de kendte var henne. Jeg var i stand til at være der for Luna, men udenfor banen var jeg stadig vildt udfordret.

IMG_7898
Annette og Luna i Showklassen, DHE-træf 2012

I 2013 tænkte jeg at det skulle være året hvor jeg måske kunne udvide mit nærvær til udover Luna også at kunne rumme mennesker jeg kendte (planen var at gemme de ukendte til næste år for at gøre målet realistisk ;-)) Og så starter jeg med at få beskeden om at skulle være dommer! Jeg som havde været så udfordret ved at skulle blive bedømt skulle pludselig over på den anden side af bordet. Det viste sig at være en passende størrelse udfordring og det lykkedes for mig at være til stede som dommer og nyde tiden derinde. Jeg er begyndt at føle det meget mere som en leg at deltage i konkurrencerne og det er på ingen måde længere lige så sårbart at skulle bedømmes. Noget i mig er ikke længere så bange for at føle sig forkert. (Ingen tvivl om at et år på Truels’ uddannelse kombineret med terapi har været medvirkende dertil, men det er ligesom på DHE-træffet jeg har fået syn for sagen. Beviser om man vil…)

616439_551098494943651_2137823807_o
Annette og Luna i agility run, DHE-træf 2013

At jeg tillige pludselig havde mod på at lave show igen i 2013 overraskede mig (jeg kunne ikke overskue at skulle lave en opfølger til vores vilde breakthrough året før), men det føltes bare så rigtigt og energien var så stærk. Jeg skrev hele eftermiddagen og var fuldstændigt opslugt af at genopleve min historie med heste. At historien blev modtaget så helhjertet af så mange mennesker, både kendte og ukendte, var meget rørende at opleve. Det gav mening for mig at det var der jeg skulle fortælle den historie. (kommer i et senere indlæg er planen ;-))

Og jeg mener meget det jeg sluttede af med at skrive. Jeg er dybt taknemmelig over det netværk der er blevet så utroligt meget stærkere via blandt andet DHE-træffet. Jeg har startet mit eget lille firma og vokser meget med det for hvert eneste arrangement jeg afholder. Det er dejligt at vide at nogen kan bruge det man laver og brænder så meget for. Jeg har lært masser af fantastiske mennesker at kende, både dem der også underviser og dem der ikke gør. Alle har vi dette drive til fælles at ville være noget for vores heste og hinanden. Det er stærkt at være fælles om. På forunderlig vis bor vi relativt langt fra hinanden så vi egentlig alle kunne gå omkring os selv i cirkler uden at viden at hinanden eksisterede.

Så Helle og alle jer andre i teamet, grunden til at jeg skriver dette lange brev til jer er, at jeg synes I fortjener at vide hvad jeres projekt har betydet for mig. Det har bidraget meget til min udvikling og jeg tænker faktisk også hestesportens udvikling. Hvor vi lander kan vi kun drømme om, men det er en fantastisk rejse jeg nyder hvert eneste sekund af. Og det er dejligt at være på den sammen med en masse andre der vil det samme. Sammen kan vi så meget mere end nogen af os kunne have gjort alene. TAK!

Stort knus Annette