Om mod til at lære nyt og glæden ved at være på vej

Jeg blev inviteret til at være gæsteblogger på Generation Horsemanship i juni 2014. Generation Horsemanship er en blog hvor nogle friske unge piger skriver om deres liv med heste. (http://generationhorsemanship.wordpress.com/) Mit intro-blog kom til at handle om nogle af de gaver jeg har fået sammen med hestene, mod til at lære nyt og glæden ved at være på vej:

Jeg hedder Annette Bødtcher Jensen og jeg vil gerne starte med at sige tak for invitationen til at være gæsteblogger her på Generation Horsemanship i juni måned. Jeg blev så glad da jeg opdagede hvad de unge tøser havde fundet på, fordi det giver endnu flere muligheden for at blive en del af et netværk. Jo mere man får mulighed for at at læse om andres erfaringer – også med det der ikke lykkes, jo mere mod får man forhåbentlig på selv at kaste sig ud i projekter man ikke helt kan overskue dimensionerne af. For er der noget vi alle har brug for i denne proces hen imod at mærke sig selv og sin hest, er det mod i kæmpestore mængder. Mod til at se sig selv i øjnene med alt hvad man indeholder af godt og skidt. Kombineret med lidt vedholdenhed, masser af kærlighed, en del videbegærlighed og måske et skvæt tålmodighed er der ikke grænser for hvad man kan, hverken med sin hest eller i resten af livet.

Min udviklingsvej igennem de seneste 15 år har været med min elskede fjordhest Stella ved min side. Jeg havde ingen anelse om hvor hun ville føre mig hen, men jeg vidste at jeg ville noget sammen med hende. I starten ville jeg køre med vogn. Det fungerede (heldigvis) ikke, og på vejen til at lære det, opdagede jeg en hel masse andet jeg også havde brug for at lære. Undervejs tog og hun mig med til Schweiz og sendte mig også kortvarigt til USA. Da vi langt om længe mestrede at køre med vogn havde det mistet sin fascination og jeg begyndte at lede efter nye mål. Begrebet softness blev i en årrække mit mantra til jeg blev ‘kontakt’-junkie for nogle år siden. Undervejs har jeg erkendt, at målene er afgørende for om man går vejen, men uinteressante når man når dem. Det er vejen derhen, der er den fascinerende del. Evnen til hver dag at bevæge sig i en retning, hvor man kan en lille smule mere end dagen før. I gennemsnit kunne man sige, for det er jo bestemt ikke nogen lineær proces der kører forudsigeligt et lille skridt af gangen. Nogle gange står det stille, af og til bevæger man sig baglæns, ind imellem udvikler man sig i kvantespring – og så er der jo faktisk også nogle dage hvor tingene udvikler sig stille og roligt 😉

Annette og Stella i Schweiz 2005

Min seneste erkendelse handler om, at det ikke er et mål i sig selv at blive perfekt. Men at man for at kunne udvikle sig må turde begå fejl, at det faktisk er ok og helt i orden at begå fejl, måske at det endda er en uundgåelig og ønskværdig del af processen at begå fejl. Og at man er god nok lige som man er – fordi man gør det bedste man kan og ved. Og man handler. Også selvom det indimellem har uheldige konsekvenser man ikke lige havde forudset. Når man gør dette bevidst opstår nemlig muligheden for at lære. På et tidspunkt blev det naturligt for mig at tænke sådan i forhold til hestene, men det er relativt nyt at være i stand til at tænke sådan i forhold til mig selv. Nogle gange er det faktisk ret interessant hvad vi udsætter os selv for – men det er en helt anden snak.

‘Lær med heste’ kom mit firma til at hedde fordi det med at lære blev helt centralt for mig i mit arbejde med både heste og mennesker. Og ikke mindst hvilke forudsætninger der skal til for at man kan lære. Tryghed og motivation spiller store roller, men vigtigst af alt er for mig lige nu en vilje/evne til at give sig selv og sin hest lov til at være lige præcis der hvor man er. Det lyder så simpelt men er så komplekst. ‘Burde’ bærer en stor del af skylden for mange af de ting man gør, som man selv eller hesten i virkeligheden ikke har det godt med. Man burde kunne ride fordi man har haft hesten i 4 år, eller hesten burde kunne gå i traileren fordi det gjorde den for 14 dage siden osv osv. Stolthed, angst for ikke at være god nok/passe ind, ambitioner og alle mulige andre følelser vi har gode grunde til at have, forstyrrer billedet og det bliver svært at mærke hvordan man virkelig har det. For slet ikke at tale om at turde handle på det…

Min drøm er at være med til at skabe et rum hvor mennesker og heste kan lære sammen. Hvor vi kan blive de gaver til hinanden vi i virkeligheden er. Hvor vi kan blive mere sammen end vi ville have været hver for sig. Mennesket vokser i kraft af at have mødt hesten og omvendt. Hvor alt vi gør tager udgangspunkt i kontakten med os selv og hinanden. Når man pludselig er der hvor man virkelig er, er der faktisk slet ikke så lidt man kan!