Mens vi er undervejs på rideruten får jeg en besked fra en veninde. Hun skriver, at vi nok får svært ved at komme videre næste dag, da der ligger et væltet træ på ruten. Min første tanke er, at det skal vi da nok komme udenom. Vi går da bare lidt off-road, så er den klaret. Men tænker alligevel, at jeg hellere lige må kigge på sagerne om aftenen.
Mulighedskasketten
Jeg går hen af stranden til det sted, hvor træet ligger. Jeg opdager, at det er væltet på et meget strategisk sted. Og at det faktisk ikke er muligt at passere der overhovedet. Shit mand! Jeg mærker mulighedskasketten på hovedet og begynder at lede efter den udvej, jeg har besluttet mig for, at der er. Alternativet er, at ride tilbage og tage et langt stykke på en relativt stor asfaltvej, og det er bare ikke en option.
Afsøgning af området
Jeg ser et hul i det levende hegn til højre for det væltede træ, og begiver mig igennem tæt bevoksning hen for at se nærmere på det. Det er begyndt at regne lidt nu, men jeg mærker det ikke. Jeg er nærmest i en slags flow, hvor jeg arbejder uden at lægge mærke til den slags fysiske omstændigheder. Æv også. Der er et trådhegn der hvor hullet er… Så må jeg forsøge den anden retning. Der er stranden ikke særlig bred og der er en ret stejl skrænt der ikke er mulig at passere selv med mulighedskasket på. Men… lige inden skrænten bliver rigtig høj, er der et stykke med brombærkrat, og en tanke falder mig ind. Måske det er vores mulighed?
Bulldozeren dukker op
Jeg får energi af at tænke, at det måske kan være vores mulighed for at undgå et meget langt stykke på asfaltvej og tung trafik den kommende dag. Min indre bulldozer træder i aktion. Sender en kærlig tanke til min kære fjordhest Stella, der har lært mig at vade igennem al slags underskov mm. Frem og tilbage kæmper jeg mig igennem brombærrene. Træder dem ned en efter en og lige så langsomt begynder der at dukke en mulig passage op. Det er nok ca 3 meter, der går noget opad, men det er muligt.
Får hjælp af Luna
For at få helt ro i min mave og beslutte hvad vi gør dagen efter, henter jeg Luna. Jeg er nødt til at prøve turen derop med en hest, inden jeg tager hele gruppen med. Hun synes, det er underligt at skulle forlade sin flok, men går med for min skyld. Jeg beder hende gå op af passagen. Det klarer hun uden problemer. Der er lidt sten under brombærrene, så det er lidt mere bøvlet for hende at komme ned igen. Men hun klarer den uden problemer nogle gange frem og tilbage. Yes!
En fælles beslutning
Tilbage i lejren fortæller jeg om aftenens mission og spørger, om de er klar på, at vi går den vej. De er med på en udfordring, og vi træffer en fælles beslutning om at gøre det.
Vi gør det
Da vi kommer hen til passagen dagen efter, sender jeg Luna alene derop og får dermed hænderne fri. Der er lækkert korn deroppe, så hun går ingen vegne. Så sender jeg rytterne i forvejen, så de kan tage imod deres heste. En efter en. Det går fuldstændigt smertefrit. En-to-tre så er alle hestene lige pludselig oppe, og vi er undervejs igen. Alle er høje over at opleve hvor terrængående vores heste er. Det var INGEN sag for dem at klatre den lille stigning. We did it!
Udfordringen gjorde dagen bedre
Undervejs gik snakken om, hvordan det havde været at starte dagen med passagen af bombærkrattet. Vi havde klaret det sammen. Hjulpet hinanden og lykkedes. Alle var enige om at passagen havde gjort turen bedre og de var glade for at have fået oplevelsen. Interessant at det var dér den landede, tænkte jeg i mit stille sind. Tak Luna fordi du ville hjælpe mig med at opbygge mod til at tage hele flokken med <3
