19. Om at leve livet sammen

Stella i skole. 2012

Tak kære Stella fordi du inspirerede mig til at leve livet sammen med dig. Der hvor vi boede på Sjælland, stod du ofte oppe ved fælleskøkkenet, og var en del af livet på gården. Du slog græsplænen, og ofte var der en af børnene der sad på din ryg, når vi gik og legede. Vi gik i skoven og trak træ om vinteren, og jeg red til og fra arbejde. Imens jeg gjorde rent, slog du græsset, og spiste en gulerod oppe ved køkkenet, når en af beboerne kom hjem. Jeg oplevede det, der sker når man tilbringer mange timer sammen. Man lærer hinanden rigtig godt at kende og opbygger et helt særligt bånd.

Da vi flyttede til Als, gik der ikke lang tid før du kom med på arbejde. Du gav børn og voksne på døgninstitutionen helt særlige oplevelser. Jeg mødte ca 10 år senere en ung mand, der havde kendt dig dengang. Det første han spurgte om var, hvordan du havde det. Du havde sat spor og var ikke glemt. 

Da jeg blev uddannet lærer, lavede jeg en aftale om, at det både var mig og dig de ansatte. Du stod tilfreds og gumlede hø, imens ungerne knoklede i deres bøger. I frikvarteret kom de ud og var sammen med dig. Striglede og undersøgte hvilke blade du kunne lide. Opdagede at heste ikke var farlige. Blev langsomt mere modige og trygge ved dig. Kan man ikke fornemme den helt særlige stemning på billedet?

Jeg havde på det tidspunkt heldigvis opdaget, at det var noget helt særligt du kunne. Eller noget særligt vi kunne sammen. Vi var et team der kunne flytte bjerge – eller noget i den stil. Det var så skønt at kunne tilbringe så mange timer sammen. Jeg mindes følelsen af at komme hjem fra arbejde – sammen – med stor glæde. Livet gav mening på alle måder.