Samvær giver nærvær
Noget af det særlige ved en tur på rideruten, er al den tid man tilbringer sammen med sin hest. Vi er jo sammen mange døgn i træk faktisk. Man lærer sin hest at kende på en helt ny måde. De der små signaler vi lærer at høre, når der er nogle behov, der giver sig til udtryk. Når de spørger om noget er muligt. Når de bare har lyst til at være tæt på os. Når de lægger sig ned i vores nærhed. Det er særligt.
Starten på dagen
Man stikker dem måske en tot hø om morgenen, fordi man kan mærke, at de lige trænger. Nydelsen i at observere flokken, imens man spiser sin egen morgenmad, er stor. Hvem bliver der hilst på og nusset med? Begynder hesten at have mod til at søge nye relationer?
Vi begynder at gøre klar til dagen, og hestene kender rutinen. De kan efterhånden stå bundet forskellige steder og bevare roen, imens verden begynder at bevæge sig omkring den. Vi husker de forskellige detaljer, vi manglede dagen før. Måske lidt insektspray ville have været godt i skoven eller hvad det nu måtte være.
På vandring
Undervejs mærker vi roen indfinde sig når vandringen fortsætter. Hestenes trang til græs øges efterhånden som sulten indfinder sig. I stedet for at kæmpe og blive frustrerede, har vi mulighed for at stille behovet. Det passer som regel med, at det er tid til en græspause efter en times tid. Pausen varer indtil hestene begynder at blive rastløse og gå på opdagelse. Så fortsætter vi på turen.
Når vi slår lejr
Når vi kommer frem, indfinder hestene sig hurtigt. De er skabt til denne rytme med at flytte sig fra sted til sted i flok. Vi indretter os i nærheden. Spiser aftensmad og går efterhånden til ro. Hestene gumler og finder hvilm når de bliver mætte. Nogen lægger sig, imens andre holder vagt.
Måske nyder vi deres ro og gumlen i et vågent øjeblik i løbet af natten. Alt er godt, vi kan sove videre. Og så bliver det morgen igen…