Tak kære Stella fordi du lærte mig at mærke kontakten. Gennem årene blev denne følelse af at mærke hinanden tydeligere – og vigtigere. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er blevet afgørende for mig i samværet med heste – og i livet generelt.
Det er en meget subtil størrelse denne kontakt, og jeg har brugt forskellige billeder til at beskrive den igennem tiden. Nogen har måske hørt mig tale om en mobiltelefonen i hestesammenhæng? Alle kender følelsen af at være sammen med en, der bliver ringet op og begynder at tale i telefon. Hov, hvor blev du af? Jeg føler mig pludselig helt alene, selvom du ikke har forladt rummet. Vi er fysisk stadig ved siden af hinanden, men kontakten er forsvundet.
Hvis telefonlinjen er kontakten, så giver det måske mening at tale om at ringe sin hest op? Og forblive nærværende imens man er sammen, så man ikke kommer til at lægge sit eget rør på? Det stiller krav til begge parter, men som altid er det mennesket der har ansvaret i relationen med hesten. Både heste og mennesker kan blive ringet op af ting der sker i ens omgivelser, men det kan også være følelser eller tanker der dukker op. Hvis vi er opmærksomme på kontakten, kan vi gøre noget når den forsvinder.
Så tilsyneladende udefinerbar og flygtig en størrelse – og alligevel livsvigtig og fuldstændigt afgørende for vores trivsel. Sammen med hestene har jeg lært, at når udgangspunktet er kontakt kan man alt med hinanden. Det er blot et spørgsmål om at finde en vej.
