Nu er der kun ganske få dage til at DHE-træf 2014 løber af stabelen og jeg overraskes igen igen over hvor tydeligt jeg kan mærke ubehaget ved tanken om at skulle konkurrere. Jeg trak tilmeldingen til sidste sekund og da jeg tjekkede startlisterne steg pulsen mærkbart. Jeg frustreres over at jeg var så letsindig at tilmelde mig show-klassen uden at have en plan for hvad det var jeg ville. De foregående år har show-klassen været meget store oplevelser, ret svære at sætte ord på i virkeligheden. Hvordan bærer man sig ad med at planlægge sådan noget? Jeg ønsker at dele noget af mig selv, men jeg ønsker ikke at vise mig…
Det første år kom vi lidt hovedkulds med i show-klassen, primært lokket af Helle der manglede modige deltagere. Jeg viste sammen med en veninde noget vi var stolte af, og vi forsøgte at fortælle en historie om, at man skal være glad for at være den man er, og at man kan det man kan. Det var meget grænseoverskridende, men det endte faktisk med at være en sjov oplevelse.
Året efter tilmeldte jeg mig show-klassen fordi jeg havde lyst til at vise det jeg laver med min hest derhjemme. Jeg syntes ikke at der var nogen klasser der helt var skruet sammen efter mit hoved/hjerte og så måtte jeg gøre det selv. Det blev en meget stærk oplevelse af nærhed og kontakt mellem mig og smukke Luna. Publikum og resten af verden ophørte med at eksistere for en stund og vi VAR SAMMEN. Det var helt magisk, hjertet bankede, benene rystede og tårerne trillede da vi gik ud. Jeg husker tydeligt at jeg var virkelig overrasket over at nogen udenfor havde kunnet mærke os og det helt særlige der var foregået…
Luna i showklassen til DHE-træf 2012
Kavaler (Luna) og Annette i showklassen til DHE-træf 2013
I 2013 tilmeldte jeg mig ikke show-klassen, da jeg ikke kunne overskue at forsøge at lave noget der kunne matche vores show året før. Forskellige omstændigheder ville dog at jeg alligevel endte med at deltage i show-klassen. En idé opstod i mig og jeg skrev og skrev hele eftermiddagen historien om mit liv med heste. Sammen med Luna (og stand-ins for de andre heste i mit liv) legede jeg mig igennem fortællingen og var om muligt endnu mere rørt end året før. Også denne gang blev historien modtaget af publikum, det var næsten som om jeg fortalte mere end blot min egen historie.
Showtime (Kassandra) og Annette i Showklassen til DHE-træf 2013
Nu står jeg så her, 3½ dag til vi drager nordpå igen og mit system raser indvendigt. Jeg har lyst til at terpe alt med Luna så vi kan være rigtigt skarpe. Og alligevel kan jeg ikke få mig til at give afkald på alt det vi har sammen – bare for at kunne vise noget. Jeg vil så gerne dele noget af det jeg har på hjerte. Og hvad er det mit hjerte flyder over med? Lysten til at være sammen og være med det der er. Hvordan dælen laver man et show med det udgangspunkt?
Tjah, de nysgerrige må indfinde sig i Sminge på fredag hen under aften – for jeg har en fornemmelse af at det nok skal lande et sted hvor det føles godt. Tidligere erfaringer har lært mig at der findes en vej også når man ikke lige kan se den. Det er godt nok en rar erfaring at have i rygsækken i trængte tider 😉
