“Nu har vi stået her i en time og vi kommer ingen vegne. Jeg kan ikke finde ud af, om hun er bekymret eller hvad der er galt. Derhjemme går hun bare ind i traileren uden nogen som helst problemer. Vil du hjælpe?”
Det kan du tro jeg vil. Først vil jeg lige indvie jer i mine tanker, der ligger forud for det jeg gør, når jeg får hesten i hænderne.
Heste kan lære at overhøre vores kommunikation, fordi det er det, vi (ubevidst) kommer til at forstærke. Vi trækker i tovet og slipper, uden at der er sket noget. Måske trækker vi derefter lidt hårdere (i frustration og måske lidt afmagt). På en heldig dag får vi måske et modstræbende skridt fremad, andre gange står den tilsyneladende “stædige” hest urokkeligt stille. Næste gang vi beder om et skridt fremad, går hesten måske baglæns. Vi slipper presset, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre. Man bliver frustreret, måske ovenikøbet gal undervejs i denne proces. Det påvirker timing og dømmekraft. Men ender med at gøre de forkerte ting på de forkerte tidspunkter. Hesten har først koblet fremad signalet med at stå stille, hvorefter den får en erfaring med, at det betyder gå baglæns. Mennesket ser måske en stædig hest, der ikke vil, imens hesten oplever et menneske, der ikke giver mening. Det, der ikke giver mening, skaber utryghed, også selvom hesten som udgangspunkt egentlig er ok med traileren. Så hvad er diagnosen på denne hest der ikke går ind i traileren? Er det fordi den ikke ‘kan’, fordi den ikke ‘vil’ eller fordi den ikke ‘forstår’?
Fra mit perspektiv giver det mest mening at spørge hesten. Vi kan tilbyde den en mulig handling og høre, hvad den svarer med sin krop. Når jeg hører dens svar, kan jeg tilpasse mit spørgsmål yderligere. Når jeg ved mere om, hvordan hesten har det, kan jeg spørge om noget, den godt kan. Så får hesten en ja-følelse i kroppen i stedet for en nej-følelse. Ja-følelser opbygger tillid til verden og tro på at man kan, nej-følelser det modsatte.
Så når jeg ser et fremad signal, der ikke virker, har jeg brug for at finde ud af hvorfor. Er det traileren, der skaber utryghed? Eller er det hesten der ikke forstår signalet? Jeg bruger en armforlænger, for at kunne være den irriterende flue, der hjælper hesten med at høre mit signal i grimen. Ret hurtigt får vi etableret et fremad signal, der virker. Hesten tager et skridt fremad, når jeg giver den et let pres i grimen. Dialogen er i gang. Kan du gå et skridt fremad? Ja, det kan jeg godt. Sådan.
Så går vi hen til traileren igen. Jeg finder en afstand til traileren, hvor hesten stadig kan høre mit signal (som jeg nu ved at den kender og forstår). Når man er for tæt på traileren og det lette signal ikke længere virker, fortæller hesten noget om sig. Så bliver utrygheden større end forståelsen af signalet. Det har jeg lyst til at tage alvorligt, fordi det er ja-følelsen der er mit mål. Jeg finder altså et sted, hvor hesten går et skridt fremad, når jeg beder den om det med et let signal. Det kan være en halv meter fra traileren eller 50 meter fra traileren. Jeg bakker den måske efterfølgende igen for ikke at komme til at presse citronen. Bagefter er det let at gå et, måske endda to, skridt frem. Når jeg kan mærke at fremadskridtene er lidt mere svære, beder jeg efterfølgende om et skridt baglæns. Jeg prøver på den måde at stille hesten spørgsmål, som jeg har en ide om, at den kan svare ja til.
Der er mange forskellige mulige scenarier herefter. Det handler jo om hvordan hesten har det og hvor man kan skabe en ja-følelse. Jeg vil i det følgende beskrive forløbet af den situation som jeg blev bedt om hjælp til.
Hesten blev ret hurtigt ok med at gå op på rampen og bakke ned igen. Men det føltes uoverstigeligt at komme ind i det smalle rum der var i traileren. Så jeg rykkede skillevæggen til side. Og bad den om et skridt frem. Så gik den hele vejen ind i traileren og begyndte at spise. Jeg bad den om at komme ud igen, hvilket den modvilligt gjorde. Jeg lukkede skillevæggen og bad den om et skridt fremad. Den gik ind i traileren og spiste videre. Vi lukkede bommen og de kunne køre hjem. Ejeren skrev til mig, at hun dagen efter kørte ud og læssede hesten selv på 2 min <3
Jeg tror ikke på altid og aldrig med heste. Jeg tror på dialogens kraft hvor man lytter til hinanden og forstår. Jeg tror på, at alle kan have brug for noget forskelligt. Jeg tror på, at det er muligt at skabe situationer hvor både heste og mennesker er trygge og har det godt. Dette er mit udgangspunkt i al omgang med heste, således også i forbindelse med traileren.
