Min søde Lunahest har lært traileren at kende, fra hun var helt lille. Ind imellem kan det nærmest være træls, at have kendt sin hest fra starten af – der er ligesom ikke andre man kan skyde skylden på, når noget ikke virker 😉 Vi legede traileren ind, og hun elskede den. Da hun kom til Danmark som 2½årig og kørte sammen med Stella, kunne jeg læsse dem begge, imens jeg snakkede i tlf og spiste et æble samtidig. De gik bare ind, og jeg lukkede. Off we go. Vi kørte ikke så tit, og noget balancerede. Det virkede i hvert fald.
På et tidspunkt begyndte vi at tage til DHE-træf, og vi kørte nogle gange over til Ute der boede ved Vesterhavet dengang. Det medførte nogle væsentligt længere køreture, og helt umærkeligt begyndte hun at have det anderledes med traileren. Jeg tænkte ikke over det, for i min bevidsthed var Luna jo ok med traileren.
Det ene år vi kørte til DHE-træf i Silkeborg, stod hun virkelig uroligt i traileren. Hun var meget svedt da vi kom frem. Det skal nok gå sagde jeg kækt, da vi skulle hjem, hun falder til ro efter noget tid. Men det gjorde hun bare ikke. Hun stod meget uroligt hele vejen. Man havde næsten følelsen af, at hun ikke kunne stå på benene, og det kan man altså mærke selvom bilen er stor. 650 kg der nærmest væltede rundt i traileren. Det var godt nok ikke rart.
Der begyndte jeg at tage det alvorligt. Hun havde været ok og var det ikke mere. Af en eller anden årsag. Stella kørte ikke med længere, og hun var blevet ret bred til den lille variant trailer, vi havde adgang til på det tidspunkt. Og så havde vi været ude på en hel del længere ture. Da jeg først begyndte at lede, kunne jeg godt finde forskellige årsager til, at Luna havde lavet en kobling mellem trailere og ubehag. Men jeg havde ikke været opmærksom på det. Og jeg havde ikke min egen trailer på det tidspunkt, så vi havde den kun når vi skulle bruge den = når vi skulle ud og køre. Som så mange andre havde vi ikke mulighed for at lege med traileren i hverdagen.
Det jeg sidenhen er blevet opmærksom på er, at historien om heste og trailere er længere og meget mere nuanceret end ok/ikke ok. Det bedste billede jeg har fundet til at beskrive det er i stedet en trailerkonto. Vi kan sætte penge ind på kontoen (=dejlige positive oplevelser i traileren) og vi kan hæve på kontoen (oplevelser hesten forbinder med ubehag). Om en oplevelse er det ene eller det andet, er der ikke andre end hesten til at vurdere. Men det jeg ved, er at når kontoen går i minus, går hesten ikke længere i traileren på samme måde som den gjorde før.
Jeg havde en oplevelse før sommerferien, som jeg ikke er stolt af, men som jeg alligevel vil indvie jer i. Måske der er læring i det for andre? Vi er jo mennesker alle sammen – også jeg <3
Nå, men Luna og jeg skulle altså af sted til åbningen af Sønderjyllands Horse Park. Jeg skulle huske en masse ting, og nerverne sad lidt uden på tøjet. Jeg var så spændt på hvad dagen ville bringe, og bestemt ikke nogen klippe der kunne trække vejret ned i maven. Luna sagde nej tak til traileren. Det tror jeg vist ikke lige jeg skal. Jamen Luna det er vi jo nødt til. Det har vi aftalt. Der kommer en masse mennesker og vi skal vise parken frem og alt muligt. Det kan godt være, men jeg skal ikke ind i den trailer. Min søde mand kom hjem og sagde som en gulerod og Luna kom ind i traileren. Hun kom ind, men ikke som vi plejer hvor jeg kan klare det selv. Hmm. Og for at det ikke skal være løgn så stopper historien ikke der. Fordi hun stod mere uroligt i traileren end hun plejer, bandt jeg hende. Det er noget jeg ikke har gjort i mange år. Med det resultat at jeg glemte at løsne hende, da jeg kom frem og hun skulle ud igen. Hun rykkede det hele fra hinanden, da hun skulle ud og jeg var grædefærdig. Tænk sig at være så stor en skovl, og gøre alt det man ikke skal. Jeg begyndte som så mange andre før mig, at spekulere på om jeg mon nogensinde ville få min hest med hjem igen…
Jeg begyndte også at reflektere. Vi havde været på mange lange ture og sogar sejlet med færge nogle gange. Ikke noget hun elsker helt vildt, men hun gør det. Efterfølgende havde jeg haft meget at se til – vi mennesker elsker jo at finde på undskyldninger – men det kan jo også godt være, at jeg havde haft travlt. Summa summarum er, at vores ture havde kostet en masse. Faktisk alt det vi havde stående på trailerkontoen og lidt til. Og jeg havde ikke fået sat noget ind på kontoen efterfølgende. Jeg havde ikke været opmærksom på det og antaget at vi (læs Luna) stadig var ok, som hun plejede at være. Og er der noget man ikke skal – så er det at tage en hest for givet. I hvert fald ikke Luna. Hun er og bliver aldrig nogen maskine. Det er jeg i bund og grund vældig glad for, men ind imellem kan jeg godt tage mig selv i at blive en smule irriteret over alt det feedback hun giver mig 😀
Tilbage til den famøse dag i parken. Jeg læssede jeg hende nogle gange i løbet af dagen for at give hende en gulerod. Jeg krydsede fingre for, at vi på den måde kunne få bare en lille smule sat ind på kontoen, så vi kunne komme hjem når dagen var omme. Jeg vidste jo ikke, hvor meget mit lille stunt med ikke at løsne hende, da hun skulle ud, havde kostet. Og udgangspunktet havde jo været en konto der allerede var overtrukket da vi tog hjemmefra… Det fyldte en masse den dag, og da vi skulle til at læsse var jeg spændt. Jeg fik noget hippolyt super lækker müsli af en venlig sjæl, og hun gik bare lige op. Jeg lukkede rampen og tørrede sveden af panden. Reddet på målstregen! Hun (og jeg) har trods alt en del erfaring med trailerkørsel, så den uheldige udlæsning væltede ikke hele læsset for os. Og I kan tro at jeg har sørget for at sætte penge ind på min trailerkonto efterfølgende.
