Kontakt, kommunikation og tilvænning. Fundamentet i alt samvær med heste.
På min vej har jeg oplevet mange fornuftige måder at skitsere den optimale tilgang til hestene der har givet mening for mig. En række af kvaliteter og arbejdsområder der muliggør harmonisk samarbejde og forståelse hest og rytter imellem. Jeg kan godt lide at tænke på alle disse input som en slags føde jeg har indtaget. De er blevet tygget på og fordøjet i mit system og blandet med alle de erfaringer jeg har gjort mig undervejs – også i resten af livet.
Annette og Luna tegner og fortæller til Hestehviskeri – uden hokus pokus maj 2014
Resultatet er en Annettesk version som giver mening for mig på et lidt dybere plan, som jeg har mulighed for at formidle langt mere indgående end jeg havde kunnet andres ord. Der hvor jeg er landet lige nu er det de tre trin, kontakt, kommunikation og tilvænning der udgør en meningsfuld måde at udbygge og forklare samværet med hestene på. Kontakten beskriver jeg ofte som en telefonlinje hvor der enten er hul igennem, optaget eller ingen der tager telefonen. Graden af kontakt kan variere undervejs afhængigt af om hest og menneske er i stand til at være til stede her og nu. Heste kan blandt andet ringes op af andre heste, farlige ting eller græs imens mennesker ofte ringes op af andres tilstedeværelse, tanken om det vasketøj man glemte, utryghed eller frustration over ting der ikke lykkes. Listen er uendelig, og afgørende er, at man som menneske er i stand til at agere når kontakten forsvinder. Måske skal der ædes en kamel eller to på vejen hen imod at kunne tage tingene i et tempo hvor begge kan være med. Stolthed, utålmodighed og ambitioner om hvad man synes man burde kunne… Vi kender det vist alle sammen 😉
Hvis vi bliver ved billedet af telefonlinjen så ved vi alle, at der er mange mulige resultater af en samtale. Ringer der en fra Rusland, ville mange måske have problemer med at forstå hvad der blev sagt? Og kender vi ikke alle nogen der bare snakker og snakker uden overhovedet at høre på hvad vi har at sige? Måske en hest eller to går rundt med disse oplevelser af og til… For mig er der to kriterier der skal opfyldes for at noget er kommunikation og ikke bare bevidstløs snak, nemlig forståelse og dialog. Hvis man skal være forståelig for en hest, er det afsindigt vigtigt at man er bevidst om hvad man gør, så man er i stand til at gentage handlingen. Efterhånden vil hesten afkode og huske hvad det var den havde succes med at gøre som en respons til den pågældende stimuli.
Dialog forudsætter at begge individer har mulighed for at bidrage til samtalen. Måske spørger rytteren hesten om den vil gå op på rampen til traileren. Hesten kan ‘svare’ at den ikke forstår fremadsignalet ved at gå baglæns. Men at hesten går baglæns kan også betyde at den ikke føler sig tryg ved at gå op på rampen – eller måske at den ikke kan se hvorfor den skulle gøre det. At forstå og tolke disse svar er et studie i at læse hestes kropssprog. Mest afgørende er, at man vælger hvad man tror det betyder og vælger strategi derefter. Efterfølgende har man rig mulighed for at finde ud af om man valgte rigtigt. Måske var man heldig – eller måske valgte man forkert og fik mulighed for at lære…
Hesten, som det sensitive væsen det er, opfatter alt i deres omgivelser. Noget er vi interesseret i at de lægger mærke til (signaler), imens andet helst skulle forblive ligegyldigt (plastik). Når der er kontakt og kommunikation giver det mening at arbejde med tilvænning til ting der gør hesten utryg. For at kunne vænne nogen til noget de er utrygge ved, er vi nødt til at eksponere vedkommende for det, vel og mærke i et tempo der gør at de lige så langsomt opdager at de godt kan. En proces der tager tid – hvor lang er helt umulig at sige på forhånd. Jeg bruger ofte et billede de fleste mennesker kan relatere til, 5 meter vippen i svømmehallen. Vi er nødt til at insistere på at vedkommende forholder sig til det farlige, men vi kan ikke bestemme på hvilken afstand det er, da det er angstens størrelse der afgør dette. I svømmehallen kunne dette sted være en samtale om at springe i omklædningsrummet eller træning i at hoppe fra 1 meter vippen.
Annette og Showtime i dialog om traileren på temadag om tilvænning, maj 2013
På dette sted kan vi spørge om vedkommende er klar til at gå et skridt nærmere – og få enten et ja eller et nej. Et nej kunne betyde, at der er brug for mere tid eller flere gentagelser. Med et ja bevæger man sig tættere på, hvor meget afgøres af den anden. Altafgørende for om man tør bevæge sig helt op på 5 meter plateauet er, om man føler sig tryg ved, at den man har med ikke kunne finde på at skubbe en ud over kanten. Det stiller store krav til mennesket at kunne gå igennem denne proces med en hest der eksempelvis er bange for vand, plastik eller trailere. Men der er så meget at vinde på vejen, at jeg vil opfordre alle til at bevæge sig ud på den. Ellers skulle man måske hellere skifte sin hest ud med en cykel eller et skateboard?
God fornøjelse med at finde din egen vej. Mit råd er altid, find et menneske at lære af hvis måde at udtrykke sig på ræssonerer i dig, gør noget ved dig, inspirerer dig. Du skal ikke blive en kopi af denne, men indtage ‘føde’ på din erkendelsesvej og efterhånden finde ud af hvem du er, hvad der står i kø for at komme ud af dine knaphuller…
