Jeg kan så godt lide at tænke den tanke at heste og mennesker kan have gaver til hinanden. At både hest og menneske har mulighed for at vokse i samværet med hinanden. Jeg har netop færdiggjort uddannelsen i Hesteassisteret Terapi og der lært rigtig meget mere om hestenes gaver til os mennesker.
Truels overrækker Annette diplomet som Hesteassisteret Terapeut, juni 2014
Jeg mødte Truels Vallø Bisgaard (der har lavet uddannelsen) på DHE-træffet i 2011, og inden jeg talte med ham vidste jeg at jeg skulle noget med ham. En af den slags indskydelser man ikke ved hvor kommer fra, men som jeg efterhånden er begyndt at turde lytte til.
Jeg var på det tidspunkt ret usikker på det jeg lavede med heste, og ledte konstant efter måder at blive bedre på. Jeg søgte en eller anden slags perfektion – og hver gang jeg mødte nogen der kunne mere og andet end mig følte jeg mig helt forkert. Så lagde jeg alt til side og forsøgte at gøre som dem. I andre situationer hvis jeg mødte noget anderledes, blev det i mit hoved til, at jeg var den rigtige og alle andre var forkerte.
En dag, imens jeg var på uddannelse på Tudsegård, gik jeg og legede med en hest imens jeg havde travlt med at fortælle hvor vigtigt det var for mig at den havde tillid til at den kunne. At den turde begå fejl og eksperimentere for at finde frem til det svar jeg ledte efter. Nogen spurgte om jeg nogensinde havde overvejet at behandle mig selv sådan. What!!! Det blev pludselig meget klart hvor urimelige mine krav til mig selv var. Hvordan skulle jeg kunne gøre alt helt perfekt fra starten når alle andre skulle turde begå fejl for at blive trygge og dermed kunne lære?
Det blev en kommentar der gav anledning til mange overvejelser og som jeg tog med mig når vi arbejdede med hestene. Ting udvikler sig jo (heldigvis) og jeg glemmer ikke det kursus hvor jeg som afskedsreplik hørte mig selv sige: “Hvis nu man var en gulerod der havde en vis størrelse ville det jo ikke give mening at trække i den for at få den til at blive større… Jeg vil øve mig i at have den størrelse jeg har (at kunne det jeg kan) og give mig selv lov til at vokse et lille stykke af gangen. Helt ligesom guleroden.” Interessant hvor stor den forandring er indeni når man giver sig selv lov til at være der hvor man er. På det tidspunkt begyndte der virkelig at ske noget.
Når jeg kunne være det rigtige sted – også selvom jeg ikke var perfekt, gav det nemlig også mulighed for at andre kunne være rigtige – selvom vi var forskellige. Pyh – sikke en lettelse ikke længere at skulle bruge krudt på at bedømme sig selv og hele resten af verden i forhold til at være rigtige og forkerte! Så er der pludselig plads til udvikling når man tør handle på de impulser man mærker.
Annettes diplom som Hesteassisteret Terapeut
Hvis man kan drømme det, kan man gøre det er der nogen der siger. Ja, hvis man tør tage skridtene derhen kunne man tilføje. Og ja, hvis man er i stand til at mærke hvor man er og kan give sig selv lov til at være der, så hjælper det endnu mere. Dette er nok min største erkendelse på den vej jeg har gået på sammen med hestene, Truels og alle de andre skønne tøser på Tudsegård de sidste to år.
Fra det sted kan man mærke sorg, glæde og alt muligt andet der måtte være der. Man kan udvikle sig, lære – og leve. På en måde føles det som at have fundet nøglen til den kreative kraft indeni mig. Jeg bliver virkelig optaget af hvordan det mon vil være hvis mange flere fik hul igennem til denne kraft , og begyndte at leve deres drømme. Det er ikke nogen dans på roser, men kan varmt anbefales 😉 Hvis man kunne tænke sig nogen at følges med på vejen – udover hesten naturligvis – så er der netop udklækket 8 Hesteassisterede Terapeuter det garanteret gerne vil med på turen 😀
Det første hold Hesteassisterede Teraputer fra Tudsegaård, Camilla, Charlotte, Annette, Truels, Line, Vicky, Lone, Elisabeth, Geralda og Buddha, juni 2014
