Hvad betyder det at have sin egen hest? Ejer man den så? Det gør man rent officielt, hvis man spørger Seges. Men når det kommer til stykket, er det så de ord vi har lyst til at bruge? Husk på at ord er med til at forme vores forestillinger og handlinger.

Jeg møder mange mennesker i min hverdag, der spørger hvilke heste jeg ejer. Er Luna din hest? Er du Showtimes ejer? Når vi så kommer til at snakke om det, så bliver samtalen lidt mere nuanceret.

“Nu kender du jo Luna lidt, tilhører hun mig eller er hun sin egen” har jeg ofte hørt mig selv sige. De er på ingen måde i tvivl. Hun er da sin egen. Hvad med Showtime. Når det kommer til stykket, er der så nogen der ejer ham? Nej da, han er jo også helt sin egen.

Og hvad med dig spørger jeg så. Ejer din mor dig? Eller ejer du dine børn? Det bliver på en eller anden måde lidt mærkeligt, når vi tænker på hinanden som nogens ejendom.

Jeg lever livet sammen med mine heste plejer at være de ord jeg vælger. Vi folder os ud i verden sammen. Hjælper hinanden på livets vej. Jeg bærer dig når du har brug for det, og du bærer mig når jeg har.